Haver i Højvangen
Mala Ratnasekaran fra Sri Lanka er en af dem, der har meldt sig til det nye have-projekt i Højvangen. Hun havde taget frø med til afgrøder, hun gerne ville plante i de nye haver. Foto: Grethe Bo Madsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Grøn DNA i Højvangen: Nu skal der dyrkes nye fællesskaber

Nyt projekt skal få nye fællesskaber til at gro i samme takt som afgrøderne spirer i Højvangen

Masser af sol men en noget blæsende affære var det, da projekt Sammen Gror Vi mandag i sidste uge tog de indledende spadestik i Højvangen.

 

Projektet, der er et samarbejde mellem Foreningen Mobile Haver, Museum Skanderborg og Projekt Højvangen, trak allerede på førstedagen masser af børn og beboere til området.

 

Fra nu og frem til september skal beboerne i fællesskab dyrke grønsager og krydderurter i små mobile plantekasser og i drivhus. De høstede afgrøder skal bruges i madlavning og håbet er at det vil sætte gang i aftaler om fælles madlavning og spisning på tværs af både generationer og kulturer.

 

“Da vi hørte om projektet med de mobile haver tænkte vi, at det kunne være rigtig fedt at få til Højvangen,” fortæller projektleder i Projekt Højvangen, Charlotte Strandgaard.

Dyrker fællesskabet

“Ud over, at gøre det nyrenoverede område endnu mere attraktivt og indbydende, så er haverne en rigtig god ting at være fælles om. Vi vil bruge afgrøderne til at lave mad sammen. Det vil helt sikkert være med til at skabe liv og mere fællesskab,” mener hun.

 

“Vi kan se allerede nu, hvordan de, der er med, tager ejerskab over projektet. De er ved at lave et vandingslaug, der på skift skal sørge for at vande og passe planterne. Det er helt tydeligt, at de deler en fælles glæde ved havearbejdet med hinanden.”

 

Blandt afgrøderne er både gode gamle danske kendinge som ærter, bønner og tomater, men også grønsager fra fremmede himmelstrøg. En af dem, der er kommet med frø, hun gerne vil så, er Mala Ratnasekaran fra Sri Lanka.

Allerede på førstedagen deltog over 20 beboere i projektet. Mændene kastede sig over bygning af det nye drivhus og skur. Foto: Grethe Bo Madsen
Allerede på førstedagen deltog over 20 beboere i projektet. Mændene kastede sig over bygning af det nye drivhus og skur. Foto: Grethe Bo Madsen

Frø fra varme himelstrøg

”Min far var landmand, og jeg har været vant til at få friske grønsager og arbejde med jorden. Det er dejligt at kunne komme til det igen – og sammen med de andre der bor her – både børn og voksne,” fortæller hun.

 

Og den glæde deler hun med de andre deltagere på projektet.

 

“Jeg er især med for hyggens skyld, og fordi jeg elsker havearbejde, men ikke har en have selv. Det er en god måde at mødes og være sammen på. Det styrker sammenholdet i Højvangen. Jeg glæder mig til det begynder at spire og gro, og vi kan begynde at bruge afgrøderne til at lave mad sammen,” fortæller Carina Rasmussen.

 

Og det med sammenholdet har også tiltrukket Paw Leth.

 

“Jeg har boet i Højvangen hele mit liv, og det glæder mig virkelig, når der bliver sat nye projekter som det her i gang. Det er med til at genskabe det Højvangen, der var engang, og få fællesskabet og sammenholdet tilbage. Og så synes jeg, det er dejligt at lave noget sammen med de andre ude i det fri,” konstaterer han.

 

Målet med projektet er at skabe fællesskaber på tværs af generationer og kulturer blandt Højvangens beboere, fortæller Pernille Benzon, der er projektleder i Foreningen Mobile Haver.

 

“Det er fantastisk at se det store engagement allerede på den første dag. Haver skaber glæde, og det at se noget gro og samtidig være en del af et fællesskab er en stor fornøjelse. Beboerne er kommet i en lind strøm og har bygget kasser og drivhus, og fortalt, hvad de gerne vil dyrke af grønsager. Vi lærer meget om hinanden og vores forskellige historier gennem sådan et projekt.”

Publiceret: 15. Maj 2017 12:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Skanderborg

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere