Den tre ton tunge sten med de forunderlige fortidstegn blev onsdag morgen hejst op på en ladvogn og kørt til Skanderborg Museum. Foto: Ejvind Hertz
Den tre ton tunge sten med de forunderlige fortidstegn blev onsdag morgen hejst op på en ladvogn og kørt til Skanderborg Museum. Foto: Ejvind Hertz
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Gigantisk skålsten fra fortiden dukker op i Låsby

Kæmpesten med tegn fra bronzealderen fundet på en mark ved den nye Herning-motorvej

Af Bettina Sønderskov

 Usædvanlige levn fra fortiden står tilsyneladende i kø efter at blive afsløret af arkæologerne fra Skanderborg Museum for tiden. Få dage efter afsløringen af fundet en usædvanlig ring, kunne arkæologerne tirsdag løfte sløret for endnu et usædvanligt fund i kommunen. Denne gang er der tale om en tre tons tung såkaldt skålsten fra omkring 300-700 år før vores tidsregning, som er dukket af muldjorden på en mark ved Låsby. Her har 5-7 arkæologer siden 28. februar haft travlt med at sikre de fortidsfund, der gemmer sig i jorden, inden byggeriet af næste etape af motorvejen mellem Aarhus og Herning går i gang. For et par måneder siden stødte de på en 1,5 meter lang sten med mindst otte karakteristiske skåltegn få meter fra en lille gravplads, som er fundet i samme ombæring.

"Det er meget sjældent, at man finder så mange rester fra samme tidsalder sammen med en skålsten. Sammenfaldet mellem de 8 skåltegn og de cirka 7 gravlæggelser virker påfaldende," siger udgravningsleder Merethe Schifter Bagge.

Et kort over gravpladsen

Arkæologerne spekulerer derfor på, om den kæmpestore sten med de skålformede fordybninger har fungeret som en slags oversigtskort over gravpladsen.

"Det er umuligt at sætte sig ind i, hvad de har tænkt i fortiden, da de lavede stenen, men det at vi finder den så tæt på gravpladsen, kan skyldes, at skåltegnene har fungeret som andet og mere end noget religiøst," siger Merethe Schifter Bagge.

Ifølge hende er der ingen tvivl om, at stenen er fundet meget tæt på det sted, hvor et bronzealder-menneske for 2300-2700 år siden, satte sine tydelige spor på den.

"Den vejer tre ton, så den er ikke flytbar. Da en landmand formentlig blev træt af den for omkring hundrede år siden, har han gravet et hul til den lige ved siden af, hvor den stod, så han kunne bugsere den ned i hullet og fortsætte med at dyrke sin jord," siger udgravningslederen.

Langt de fleste af de omkring 1000 stenblokke med skåltegn, der er fundet i Danmark indtil nu, er for længe siden blevet fjernet fra deres originale plads. Det gør det svært for arkæologerne at placere dem i en sammenhæng, man kan tolke på. Men på marken ved Låsby er det anderledes.

Fundet af den store skålsten ved Låsby har tiltrukket sig en del opmærksomhed. Foto: Ejvind Hertz
Fundet af den store skålsten ved Låsby har tiltrukket sig en del opmærksomhed. Foto: Ejvind Hertz

Gennembrud i forskning

"Vi har både fundet resterne af en bebyggelse og en gravplads fra samme tid som stenen, og sammenhængen mellem gravplads og skålsten er så unik, at der kan være tale om et gennembrud indenfor forskningen af skåltegn," lyder det fra arkæologen.

Skanderborg Museum har alllerede døbt stenen "Flensted-stenen" og fundet en ny central lokation til den.

Stenen blev derfor hejst op i en kranvogn onsdag morgen for at blive kørt til museet i Adelgade i Skanderborg, hvor den i fremtiden skal pryde museets indgangsparti.

Fakta om Flensted-stenen

Skåltegn er menneskeskabte fordybninger på sten, som generelt bliver tolket som værende frugtbarhedssymboler, stjernetegn, soltegn eller offerskåle.

Stenen er hugget til en nærmest symmetrisk oval kantet form med en naturlig flad side. På den flade side er der indhugget mindst 8 skåltegn, som ligger fordelt på hver sin side af en dyb tilhugget rille. Rillen er forneden udstyret med en tværgående rille og ligner et stort omvendt T.

Tegnene på stenen fra Låsby har ingen direkte paralleller, men der findes enkelte sten, der ligesom den har en central fure, der tolkes som et sted, hvor kvinder kunne kure ned ad stenen og opsamle stenens kraft og dermed forøge deres frugtbarhed.

Udgravingerne ved Låsby begyndte så småt i 2009 og skal være endeligt aflsuttet i efteråret, så byggeriet af den nye motorvejsstrækning kan gå i gang.

Publiceret: 01. Maj 2013 14:30
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Skanderborg

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!