Emma Gad var også i samtiden et yndet mål for satire. Her i A. Kochs streg fra 1918 bragt i Dansk Forfatter-Tidende, 16. Februar 1919
Emma Gad var også i samtiden et yndet mål for satire. Her i A. Kochs streg fra 1918 bragt i Dansk Forfatter-Tidende, 16. Februar 1919
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Emma Gad - gider vi? - Emma Gad i 100 år

Biblioteksklumme
Af Jarl Østergaard, IT bibliotekar og teamleder, Skanderborg Bibliotek

Da Ludvig Holberg i 1772 skrev dramaet maskerade, var det en hyldest til livsmodet og maskeraden.

 

Maskeraden var netop blevet forbudt samme år af den restriktive Kong Frederik den 4. I Holbergs maskerade optræder figuren Jeronimus (en slet skjult hilsen til kongen), som også hylder den pietistiske livsførelse og fordums fred på gaden.

Takt og tone i 100 år

Samme restriktive renommé har eftertiden givet Emma Gad. Men ligesom Jeronimus også viser sig at indeholde progressive sider, så er Emma Gads forfatterskab også mere nuanceret.

I 2018 er det 100 året for Gads berømte bogudgivelse om takt og tone. Denne bog er årsagen til, at vi kun husker hende som fortaler for bordskik og værtindemanérer.

 

Faktisk var bestselleren den tredje bog fra Gads hånd om gode manerer. Allerede i 1886 udgav hun anonymt 'Man skal aldrig' og 'Man skal altid' der, som titlen antyder, også angav retningslinjer for etiketten.

 

Men i 1918 udkommer så 'Takt & tone - om omgang med mennesker' og den bliver en bragende succes med sine anvisninger på korrekt opførsel og etikette hos borgerskabet.

 

Ingen har som Emma Gad haft indflydelse på danskernes drømme om bedre bordskik og gode manerer. Hun gjorde borgerlige etiketteregler til folkeeje og hver mands pligt.

Opgør med autoriteterne og dog...

Derfor har Gad også i eftertiden fået et noget konservativt renomme og især i 1960'erne var takt og tone udskældt for sin normbevarende indhold. Det var allerede i 1960'erne en gammel kritik.

 

Emma Gad selv kan nok betegnes som forkæmper for kvindesagen - blandt andet var hun fortaler for, at unge kvinder skulle lære sig et erhverv, så de kunne være uafhængige af mænd - men hun havde også øje for kvindesagens svagheder.

 

Da Gad i 1890 får udgivet skuespillet 'Et sølvbryllup', skriver hun direkte om feministerne: ”Hvad ved de om de Ting? Ikke andet, end at de instinktmæssigt hader en Lykke, der er gaaet dem forbi.”

 

Kvindesagskvinderne er i stykket skildret som både aseksuelle, ufeminine og grimme.

Hun var heller ikke fortaler for kvindernes stemmeret.

 

På andre områder var hun mere moderne - Takt og Tone indeholder for eksempel anvisninger på, hvordan man bedst omgås skilsmissepartnere, og hvordan man mest korrekt anvender ny teknologi: Telefonen.

Mere end takt og tone

Emma Gad var også progressiv redaktør og debattør. Hun skabte bro mellem Københavns bedre borgerskab og samfundets laveste og talte hele sit liv de udsatte kvinders sag.

 

Alligevel husker vi hende i dag som advokat for bordskik og værtindemanérer.

 

Emma Gad var også dramatiker og debuterede ved Det Kongelige Teater i 1886.

 

Hun redigerede Politikens Dametidende og stiftede i 1898 fagforeningen 'Hegnet' for kvindelige handels- og kontorister.

Om Takt og Tone 1918

“Vær ikke snobbet. Vær ikke vigtig. Vær ikke underdanig. Vær fordringsfuld over for Dem selv, men ikke overfor Andre”. Sådan indleder Gad sin berømte bog, og den er fuld af sådanne leveregler.

 

Bogen var det første danske forsøg på en etikettebog, der fulgte hele menneskelivet og dets store og små begivenheder fra vugge til grav. Så her kan du altså læse leveregler om livets aspekter i den borgerlige kultur - ofte skrevet i en humoristisk tone. Det kunne man nok have behov for i 1918, hvor 1. verdenskrig havde efterladt en verden i kaos.

 

Gad fik megen anerkendelse. Især fra de kredse, som hyldede den traditionelle borgerlige kultur, mens andre betragtede sådanne leveregler som så selvfølgelige, at kun opkomlinge (for eksempel 1. verdenskrigs gullaschbaroner) behøvede en sådan bog.

Emma Gad - også i 2018

Er 'Takt og Tone' så håbløst forældet i 2018? Det må være op til den enkelte at bedømme, men jeg har observeret, at eksempelvis et hilsekodeks jævnligt er til debat.

 

Hvordan hilser man på gaden? Giver man hånd? Kram? Kindkys? Hvordan omgås vi (u)formelt hinanden på arbejdspladsen?

 

For tag ikke fejl - et kodeks eksisterer: Det fik den muslimske folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid for eksempel at føle i 2007, da det kom frem i medierne, at hun af kulturelle årsager ikke ville give hånd til mænd.

 

Det samme, bare omvendt, skete i 2013 for en mandlig muslimsk gymnasiecensor, der ikke ville give hånd til de kvindelige eksaminander.

 

Har vi måske stadig brug for en række guidelines for ordentlighed, ansvarsfuldhed og høflighed, som vi minder os selv om og navigerer ud fra i vores omgang med andre?

 

Der udkommer i hvert fald jævnligt bøger med etikette anvisninger. Det er titler som 'Takt og tone i arbejdslivet', 'Opfør dig ordenligt' og 'Mænd og manerer' (sidstnævnte naturligvis skrevet af en kvinde).

 

Bliver anvisningerne for korrekt opførsel for tung læsning, så lån i stedet en af Holbergs komedier. For eksempel 'Jean de France'. Det er en bidsk kommentar til det borgerskab, som blindt følger adelens etikette fra Paris og dermed gør sig til grin.

 

Er nytårsforsættet gode manerer, så kan bøgerne lånes på biblioteket.

Publiceret: 06. Januar 2018 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg