Majsene af mærket Øgo er store og hele, og de har en flot farve og en god smag og konsistens. Foto: Kristian Brasen
Majsene af mærket Øgo er store og hele, og de har en flot farve og en god smag og konsistens. Foto: Kristian Brasen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Dyre økomajs smager bedst

Der er stor forskel på dåsemajs. Mens nogle halter på udseendet, får andre kritik for smagen. En enkelt får topkarakter i alt

Af Maren Urban Swart
mas@sondagsavisen.dk
Sådan skal dåsemajs være

Majs skal have en flot klar farve, og de skal være hele, buttede og søde.

Majs fra dåse er ofte en del af repertoiret i salatbuffeter, i tunsalater, og når der står pitabrød på menuen hos danske børnefamilier. Hvordan de syner og smager, afhænger i høj grad af, hvilken dåse der er blevet lagt i indkøbskurven, viser denne uges smagstest.

“De skiller sig ud fra hinanden i smag, konsistens og udseende. Hvis de er stærke på ét område, mangler de noget på et andet. Men der er dog én, der klarer sig godt på alle parametre,” forklarer kokkefaglærer Lone Gerhard Sonne fra Erhvervsskolen Nordsjælland, da hun og hendes kollega, ernæringsfaglærer Inge Lybecker, har smagt på majsene.

Skal spises med øjnene

Freshona Sweetcorn fra Lidl får kritik for smag og konsistens, men pluspoint for farven.

“De mangler fylde, og der er mange skaller i, og så er de hårde og tørre,” siger Inge Lybecker, og Lone Gerhard Sonne supplerer:

“Farven er flot, men de smager af ingenting. Jeg ville ikke være tilfreds, hvis jeg havde købt dem.”

Freshona får en enkelt stjerne, hvilket er samme karakter, som Irmas majs høster, men på grund af en højere kilopris ender Irmas majs sidst i skemaet.

“Hvis man spiste med øjnene, ville det være et godt produkt, for de er flotte, gule og hele, men de er meget tørre i konsistens og smag,” siger Lone Gerhard Sonne.

Slinger i farve og smag

Vores majs, som er på hylden hos Føtex og Bilka, og Änglamarks økologiske majs fra Coop får begge kritik for, at mange af majsene er gået i stykker, og at de er tørre i konsistensen. De ender derfor med to stjerner.

Rema 1000's majs får ros for sit udseende, men smagsmæssigt har de en slagside.

“De er fine og små, og deres fyldighed er god, men de smager og lugter lidt af lage,” påpeger Lone Gerhard Sonne.

“Deres udseende gør, at de vil se rigtig flotte ud i en tunsalat,” siger Inge Lybecker om majsene fra Rema 1000, der ender med tre stjerner.

Majsene fra Bonduelle og Grøn Balance får pæne ord med på vejen for deres sprødhed og fylde – til gengæld er de matte i farven. Begge ender med fire stjerner.

Topkarakter i alt

Øverst på skamlen kommer Øgo Økologiske majs fra Netto, der scorer topkarakter for både udseende, konsistens og smag – og som også får førstepladsen i kategorien højeste kilopris.

“De smager af majs, de har farven med sig, og de har en god skal og en blød midte,” siger Lone Gerhard Sonne.

“Og så er de store og hele. Mere kan man ikke forvente af en dåsemajs,” supplerer Inge Lybecker.

Publiceret: 07. Oktober 2017 09:00
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg

ANNONCER
Se flere