Kommunalvalg 2017
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Udligningsmyten i Skanderborg Kommune

Af Anders Rosenstand Laugesen, borgmesterkandidat for Venstre i Skanderborg Kommune, Skanderborgvej 76, 8680 Ry

Læserbrevssvar til Anne Heeagers (R) læserbrev ”Bekvemme usandheder om kommunens økonomi – men fra hvem?”

 

I mit seneste læserbrev ”En bekvem usandhed og en ubekvem sandhed om Skanderborg Kommune” var hensigten at aflive en sejlivet myte, som byrådets venstrefløj har fremført igennem flere år. Som oftest i situationer, hvor venstrefløjen har skulle forsvare en mangelfuld kommunal service, besparelser eller et stramt budget.

 

Myten går på, at ”Skanderborg Kommune sender 62 kroner ud af kommunen HVER gang, vi har fået 100 kr. ind i skat”. Denne ansvarsforflygtigende myte er usand. Ingen kommuner i landet rammes så hårdt af udligningsordningen.

 

Den radikale byrådskandidat Anne Heeager (herefter AH) er tilsyneladende ikke overbevist af min argumentation, hvilket hun redegør for i sit læserbrev ”Bekvemme usandheder om kommunens økonomi – men fra hvem?”. AH’s læserbrev fortjener et par kommentarer i oplysningens tjeneste.

 

AH nævner eksempelvis ”…det faktum, at Skanderborg Kommune betaler et betragteligt beløb hvert år i kommunal udligning til landets dårligere stillede kommuner, og at dette betyder, at vi ikke kan have det forbrug i kommunen, som vores eget beskatningsgrundlag ellers tilsiger.”

 

Et par hurtige tabelopslag på det relevante ministeriums hjemmeside, oim.dk, burde dog kunne overbevise AH om, at Skanderborg Kommune i 2016 modtog mere end 300 mio. kr. i udligning. Denne sum penge sammenholdt med kommunens tilskud på yderligere ca. 200 mio. kr. var den primære årsag til, at Skanderborg Kommunes samlede udgifter i 2016 kunne overstige kommunens samlede skatteindtægter.

 

I en situation, hvor vi altså både modtager tilskud og udligning fra andre kommuner og staten, burde det være klart, at historien om de 62 øre i udligningstab for HVER lokal skattekrone er usand.

 

Når der så alligevel er noget om, at udligningsordningen er ugunstig for Skanderborg Kommune, så skyldes det, at Skanderborg Kommune vil modtage endnu flere penge fra staten og visse andre rige sjællandske kommuner, hvis tildelingskriterierne i ordningen var mere rimelige.

 

I denne specielle forstand kan man måske, som AH gør det, strække den til at sige, at vi ”betaler” penge til udligningsordningen, selvom udligningsordningen giver kommunen en betragtelig indtægt. Det skal også nævnes, at udligningsordningen giver Skanderborg Kommune en dårlig tilskyndelse til at sikre vækst i borgernes indkomster.

 

Disse problemer skal vi have løst, og det arbejder jeg for. Et nødvendigt skridt på vejen er at bekæmpe de verserende myter.

Publiceret: 09. August 2017 13:45
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt