Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Tak til TV2 Østjylland for responstid på ambulancer

John Haarup Laursen (DF), Medlem af Skanderborg byråd

Det kan ikke passe, at man som byrådspolitiker ikke kan få oplyst responstiderne på ambulancerne, mens TV 2 Østjylland kan.

 

I november måned bad jeg administrationen i Skanderborg Kommune om, at de kontaktede regionen for at få responstiderne på ambulancerne i kommunen for første halvår af 2017.

 

LÆS OGSÅ: Ry får hjælp til bedre ambulancer

 

To gange måtte man rykke, før der kom svar, og da det endelig kom, blev der meldt tilbage, at tallene for 2017 ville blive forelagt Regionsrådet i løbet af marts måned 2018, og først derefter ville de blive offentlig gjort på regionens hjemmeside.

 

Så er det, man er nødt til at spørge regionen, hvordan det kan være, at TV2 Østjylland få uger efter, at man har svaret Skanderborg Kommune, så ikke har problemer med til tv-selskabet at oplyse responstiderne, som er gældende helt frem til 30. november 2017.

I 2016 offentlig gjorde Region Midt responstiderne for det første halve år på deres hjemmeside. Men efterfølgende har man ikke kunnet finde tal ,der kan fortælle noget om, hvordan responstiderne har set ud i sidste halvår af 2016 og første halvår af 2017.

Man kan roligt sige, at regionen har et forklaringsproblem, for hvorfor holder man disse tal væk fra offentligheden.

 

Det bliver spændende at høre, hvad Regionen har at sige til, at man ikke vil offentliggøre responstiderne til kommunerne i regionen, men først gør det, når man bliver presset af pressen.

Publiceret: 20. Januar 2018 10:15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg