Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Private sundhedsforsikringer er en fordel for alle

Af Birte M. Andersen (V), sygeplejerske, næstformand Sundheds – og Kulturudvalget i Skanderborg

Antallet af private sundhedsforsikringer er i stor vækst. Medfører det så, at vi får et A hold og et B hold i befolkningens adgang til sundhedsvæsnet? Det hævder nogle – jeg mener nej.

 

Det er desværre rigtigt, at der bliver mere og mere forskel på folks sundhed og indstilling til levevis.

 

Den kommunale forebyggelse er derfor vigtig – også i Skanderborg Kommune, som ellers er kendt for at have en sund befolkning, er der alt for stor forskel i borgernes sundhed.

 

Det er en tendens vi har set gennem mange år, og det er bestemt ikke godt. Det rummer et problem, som både kan få konsekvenser for den enkelte og for samfundet.

 

Men det problem skyldes ikke de private sundhedsforsikringer – tvært i mod.

 

De private sundhedsforsikringer er i virkeligheden med til at skabe en kapacitet, som det offentlige sygehusvæsen ikke har, og heller ikke kan få med den nuværende økonomi.

 

Væksten i sundhedsforsikringerne sker særligt i den private sektor. Og det er værd at bemærke, at der ikke længere er skattefradrag for disse forsikringer. Alligevel ønsker stadig flere altså at tegne dem.

 

De private sundhedsforsikringer betyder at indehaveren får en ekstra valgmulighed, når han eller hun skal vælge, hvor man vil have foretaget en undersøgelse eller et kirurgisk indgreb. Der bliver flere klinikker og behandlingssteder, som har åbent på forskellige tidspunkter af døgnet og i weekenderne.

 

Det giver en fleksibilitet, som er positiv for den enkelte og til gavn for arbejdsmarkedet. Det betyder også at man kan komme hurtigere til den relevante læge. Og vi ved alle, at jo hurtigere diagnosticering, behandling og genoptræning jo bedre er mulighederne for helbredelse.

 

Disse flere behandlingssteder er med til at øge den samlede kapacitet indenfor sundhedsvæsnet. Så bliver det også lettere at få tid i det offentlige sygehusvæsen, og man undgår lange ventelister. Det er til gavn for alle borgere. Også dem der ikke har en privat sundhedsforsikring.

 

Men der er flere fordele. Det er godt for det offentlige sygehusvæsen, at der er et privat marked på området. Så er der noget at måle i forhold til – både i relation til faglighed og effektivitet – herunder arbejdets tilrettelæggelse. Det er også godt for sundhedspersonalet. Det giver mulighed for karriereskift og for at flytte arbejdsplads. Det er sundt i en dynamisk tid, som stiller krav til omstilling og kompetenceudvikling.

 

Jeg tror det er godt med valgmuligheder og fleksibilitet – også i sundhedssektoren.

 

De private sundhedsforsikringer er med til at skabe basis for dette. Og det giver i virkeligheden bedre sygehusbehandling til alle.

Publiceret: 09. August 2017 13:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt