Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Ny bane bypass'er Skanderborg

Af Erik Pallesen, Byleddet 11, 8660 Skanderborg

 

Den meget omtalte ”Togfond” og de deri liggende planer om en ny jernbanestrækning imellem Horsens og Aarhus uden om Skanderborg, har givet anledning til mange spekulationer og diskussioner blandt beboerne i de berørte områder øst for Skanderborg.

 

LÆS OGSÅ: Vestlig linje af ny jernbane giver flere markante broer 

Det er ikke så bemærkelsesværdigt, da en række lodsejere vil blive ramt af en kommende linjeføring. Nogle vil blive ”stavnsbundet” og deres ejendomme vil falde i værdi. Jeg har forståelse for disse beboeres frustrationer.

 

Hvad jeg derimod ikke har forståelse for er, at vi her i Skanderborg stiltiende skal se på, at vor by, som i generationer har været jernbaneknudepunkt, skal affinde os med, at Skanderborg på sigt bliver bypasset af denne banestrækning.

 

Hvor er byens borgmester henne i dette spil? Jeg savner beviser for, at Skanderborg Byråd aktivt argumenter imod denne omlægning af hovedbanen, som vil betyde at rejsende enten skal køre til Aarhus eller Horsens for hurtigt at komme til København.

 

Som annonceret i Ugebladet den 5. december, afholdes der borgermøde på Skanderborg Rådhus den 17. januar. Jeg ser frem til at høre Skanderborgs officielle standpunkt i denne sag.

 

Vi bør erindre, at der er flere grunde til, at Skanderborg af mange betragtes som et ”smørhul”, blandt de væsentligste er byens beliggenhed med god infrastruktur, herunder jernbanen med direkte forbindelser til Aarhus og København mm. Det skal der værnes om!

Publiceret: 17. Januar 2018 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg