Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Nej til ny jernbanestrækning

Aksel Nielsen, formand DF Skanderborg & Kjeld Jensen, Martin Frausing
Poulsen og John Haarup Laursen (byrådsmedlemmer DF)

Så klar er Dansk Folkeparties holdning i Skanderborg Kommune, hvilket er gældende for både de tre byrådsmedlemmer og lokalforeningen.

 

Vi er helt med på, at Dansk Folkeparti er en del af togfonden, hvor der indgår en ny banestrækning mellem Århus og Hovedgaard, men vi mener, at den skal trækkes ud af togforliget.

 

LÆS OGSÅ_: Politisk udvalg var ikke enig om klar modstand

 

Man er i gang med forsøg på at realisere et projekt, der ikke er bæredygtigt. Meget få tror på, at der er økonomi til at lave strækningen. Der tales om, at de tog, der bliver indkøbt til at køre på strækningen mellem Ålborg, Århus, Odense og København, kun kan køre 220 km/t og ikke de nødvendige 250 km/t for at kunne overholde køreplanen med 1 time imellem storbyerne. I Skanderborg Kommune vil man placere strækningen i et meget naturskønt område med mange fredninger, også dette taler imod projektet Hovedgaard/Århus.

 

Så er spørgsmålet jo, om dette projekt er for passagernes skyld, vi tvivler på det for, hvad betyder fem til seks minutters ekstra rejsetid? Intet efter vores opfattelse, det giver blot de travle forretningsfolk lidt længere tid til at kunne arbejde i toget, hvilket de jo gør, og for andre rejsende betyder de få minutter ingenting.

 

Åbenbart har man også kun fokus på passagerer, der skal transporteres mellem de store byer. Hvad med passagerer, der skal af toget imellem de store byer, skal der ikke tages hensyn til dem? I dag er Skanderborg et østjysk knudepunkt ikke kun for togrejsende, der skal til og fra København, men også for dem, der kommer med tog fra for eksempel Silkeborg og Ry, og som skal videre til hovedstaden og omvendt. Stationen er også et naturligt sted at køre til i egen bil, hvis man bor i den sydlige del af Århus eller Odder, fordi der i Skanderborg er gode parkeringsforhold, det er der ikke i Århus.

 

Dansk Folkeparti i Skanderborg opfordrer derfor de partier, der står bag togfonden, til at få den genforhandlet og få taget strækningen mellem Århus og Hovedgård ud af den, inden der bliver brugt for mange penge på et projekt, der alligevel ikke er mange, der tror på det fornuftige i.

Publiceret: 20. Januar 2018 16:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg