Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Genopliv de gamle gravsten

Niels Dygaard, Møllebakken 12, Skanderborg

Kære Menighedsråd og Museumsforening

Ude på Slotskirkegården findes der – hvad jeg naturligvis ikke behøver at belære jer om - ud over selve kirkebygningen mange spændende kulturminder, blandt andet flere fine, gamle gravsten, hvoraf nogle daterer sig helt tilbage til 1700-tallet.

 

Når jeg står over for en af disse, f. eks. den rejst over Oberst Gottfried Rosenberg, født den 1. Februar 1784, får jeg uvilkårligt mange associationer – tænker måske: Ja, og mens han eksercerede med sine rekrutter, vandrede Steen Steensen Blicher rundt ude på den jyske hede og skød urfugle med sin bøsse, og nede i Weimar i Tyskland sad de to store digtere Johan Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller og skrev flere af deres værker og litterære skrifter, som i dag står som helt centrale bidrag til den tyske og europæiske kultur.

 

Jeg er sikkert ikke den eneste, der et øjeblik dvæler ved disse gamle gravsten og lader tankerne vandre. Og nu kommer vi til mit ærinde:

 

Desværre er malingen på de indhuggede navne og årstal på mange af stenene så medtaget af tidens tand, at man ved flere af dem dårligt kan se, hvem stenen er sat over.

 

Var det ikke en ide, at ”genopfriske” dem ved at male bogstaver og tal op igen, så det tydeligt vil fremgå, ”hvem der ligger her”.

 

Tillader budgettet ikke at lade dette arbejde udføre af professionelle, kunne I måske ved forenede kræfter finde en kreds af interesserede, der har evner og lyst til en sådan opgave. Mon ikke Stenhuggeriet ude på Vestergade ved et sådant projekt vil være behjælpelig med råd og vejledning.

Publiceret: 04. Februar 2018 19:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt