Betal et fast beløb hver måned, og vask, som du vil. Det er et koncept, som flere og flere danskere vælger. Kæder som OK og Circle K er godt med. Foto: Circle K

Betal et fast beløb hver måned, og vask, som du vil. Det er et koncept, som flere og flere danskere vælger. Kæder som OK og Circle K er godt med. Foto: Circle K

Bilvask ad libitum -betaler det sig?

En lang række kæder tilbyder bilvask som flatrate-abonnement med fri vask for et fast beløb. Men der er forskel på indholdet. Vi giver tips til en nem bilvask

Af
Jens Overgaard

Du kender det fra dataforbrug eller taletid; få et flatrate-abonnement, og brug løs, uden at du skal spekulere på, om du måske rammer loftet.

Den filosofi har de seneste år sneget sig ind i vaskehallerne, hvor fortsat flere kæder har meldt ind med tilbud. Her kan du tilmelde dig abonnementsordninger, som giver adgang til fri vask fra helt ned til 69 kr. om måneden hos f.eks. Wash World. Det er nærmest, hvad du nogle steder må slippe for den billigste "taxa-vask" med det mest nødvendige.

Der er dog stor forskel på priser og den måde, abonnementet er skruet sammen på. Nogle steder køber du en pakke med én bestemt type vask, mens du andre steder nærmest har fri adgang til alle vaske, når abonnementet er betalt. Du kan dog også i nogle kæder opleve at være begrænset til bestemte tidsrum og vaskehaller, mens andre har mere frit slag. Flere har telefon-apps, hvor du f.eks. kan starte bilvasken eller se, om der er ledigt ved vaskehallen, så du undgår at holde i kø.

Giver convenience

OK lancerede for tre år siden abonnementsordningen OK Fri Vask, hvor man for 149 kr. om måneden kan vaske frit efter kl. 18 og vælge mellem alle vaskeprogrammerne undtagen et enkelt.

Rasmus Boserup, som er pressechef hos OK, er ikke i tvivl om, at abonnementsordningen rammer noget i tiden.

"Det er bekvemt at betale et fast beløb og så bare køre bilen til vask. Med det beløb, som det koster, skal man heller ikke vaske bilen ret mange gange, før man har tjent det ind. Samtidig har vi lanceret en app, som man både kan bruge, når man tanker benzin eller vil starte en bilvask, og den har gjort det endnu nemmere at have med at gøre," siger Rasmus Boserup.

Overvej dit forbrug

Man skal dog generelt gøre sig nogle overvejelser, før man tilmelder sig en abonnementsordning, lyder det fra FDM.

"Man skal tænke på, om produktet passer til én, og om man vil bruge det. Der er jo også nogle, som melder sig ind i et fitnesscenter og aldrig får brugt abonnementet," siger Jørgen Jørgensen, som er seniortekniker i FDM's tekniske rådgivning.

Hvis man alligevel bare vasker bilen én gang om måneden, vil det være billigere bare at betale per gang.

Han peger på, at der også kan være en risiko for at gå i den anden grøft.

"Det er ligesom til en buffet, hvor man skal tænke sig om. Selv om nogle vaskehaller reklamerer med at være miljøvenlige, går der jo alligevel strøm, vand og sæbe til, som belaster miljøet," siger han.

Abonnementet gælder hos alle kæder kun til én bil, hvor man registrerer indregistreringsnummeret.

Opsigelse kan typisk ske fra inden for et par uger til en måneds tid. Det afhænger af tidspunktet på måneden.

Publiceret 24 June 2019 13:57