Anden generation i Akva Waterbeds i Ry, Alexander Brunsø, står i front for de nye bæredygtige natursenge. Foto: Eva Lund Sørensen
Anden generation i Akva Waterbeds i Ry, Alexander Brunsø, står i front for de nye bæredygtige natursenge. Foto: Eva Lund Sørensen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Akva Waterbeds - nu uden vand

Akva Waterbeds i Ry tror stadig på vandsengen. Alligevel er der ikke en eneste dråbe vand at spore i deres nye sengelinje ’Re-beds’

Generationsskifte
Eva Lund Sørensen
ry At Akva Waterbeds nu vil sælge senge uden vand, er på ingen måde et udtryk for at vandsenge ikke sælger, forsikrer Alexander Brunsø, som står i spidsen for den nye sengekollektion:

”Vandsengen er faktisk i rivende udvikling, og vi har endda mærket en lille stigning i salget på det danske marked,” fortæller han.

29-årige Alexander, der er søn af Akvas direktør, Lars Brunsø, trådte for et år siden ind i familievirksomheden, og hans opmærksomhed har især været rettet mod de nye bæredygtige senge.

Waterbeds uden water

Hvorfor virksomheden, som sidste år kunne fejre 35 års jubilæum, alligevel satser stort på senge uden vand, er der ifølge Alexander en naturlig forklaring på.

”Akva Waterbeds er stadig alt for os, men vi har som virksomhed også altid gået højt op i at udfordre os selv. Det er naturligt for os at tænke i bæredygtige materialer, og i forhold til sengebranchen kan vi se et stort behov for nytænkning.”

Madrassen i de nye Re-beds består af 100 procent naturlatex og ikke vand, som ellers er kendetegnet for Akva Waterbeds:

”Jeg kan godt se, at navnet Akva Waterbeds konflikter med vores nye natursenge,” siger Alexander og forklarer:

”Vi har måske ikke været skarpe nok til at fortælle, at Re-beds ikke kun er en produktlinje fra Akva Waterbeds, men i højere grad bør betragtes som en selvstændig virksomhed på lige fod med Akva Waterbeds. Se det mere som to virksomheder under samme tag,” fortæller Alexander.

Om der er plads til to så forskellige produktioner, er slet ikke en bekymring.

”Der er på ingen måde fare for, at det ene produkt underminerer det andet. For nogle er vandsengen stadig det helt rigtige valg,” siger han.

Alexander frygter ikke, at den massive markedsføring af Re-beds – navnlig i forhold til bæredygtighed - vil påvirke salget af Akva Waterbeds.

”At Re-beds er baseret på organiske og bæredygtige materialer, betyder ikke, at Akva Waterbeds ikke er skabt og produceret med stor omtanke for naturen,” fortæller han og tilføjer med alvor:

”Alt andet ville bare være utroværdigt.”

Søvnige fremtidsudsigter

Resten af produktionsholdet har taget godt imod Alexanders nye konceptseng, og at der i fremtiden vil være endnu mere fokus på senge i bæredygtige materialer, er ikke til at komme uden om, mener han.

”Man taler meget om, hvordan mennesket belaster og forstyrrer naturen. Samtidig ved vi, hvor vigtig søvn er for vores velbefindende, og derfor vil vi skabe organiske senge, der både aflaster naturen og mennesket.”

Publiceret: 10. November 2017 11:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg

ANNONCER
Se flere