Jens Bastrup håber at tiltrække fondsmidler til at skabe et unikt oplevelses- og formidlingscenter med vand i centrum - blandt andet for skoler. Foto: Bollerup
Jens Bastrup håber at tiltrække fondsmidler til at skabe et unikt oplevelses- og formidlingscenter med vand i centrum - blandt andet for skoler. Foto: Bollerup
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Aqua Globe vil blive indviet i hele tre omgange

Først de nære cirkler, så for erhvervslivet og endelig for forbrugere

Nyskabelsen Aqua Globe på Døjsøvej vil blive indviet i hele tre omgange, fordi huset og samarbejdskonstruktionen har så mange målgrupper.

 

Første indvielse og officielle åbning af den ikoniske Aqua Globe-bygning finder sted fredag 12. januar med indbudte samarbejdspartnere.

 

LÆS OGSÅ: AquaGlobe åbner en dør til virkeligheden for VIA 

 

I den forbindelse arrangeres en projektbazar med præsentation af 14 projekter, der alle har bånd til eller rødder i Aqua Globe - og dermed til Skanderborg Forsyningsvirksomhed og samarbejdspartnerne.

 

“Nøgleordene for dagen er samarbejde på tværs, innovation og synergi, og hvordan vi sammen kan gøre hinanden bedre. Vi skal ud over stepperne og gøre en forskel ude i verden,” står der i indbydelsen.

 

“Det bliver en dag for medarbejdere hos os selv og vore samarbejdspartnere, kommunen og de nære cirkler,” siger Jens Bastrup, direktør for Skanderborg Forsyningsvirksomhed A/S.

 

Hovedtaler bliver senior vicepræsident Per Trøjbo fra Kamstrup.

 

Fredag 2. marts er der indvielsesfest for erhvervslivet, hvor samarbejdspartnerne i Aqua Globe vil præsentere huset og visionerne.

 

Der vil være taler ved administrerende direktør Mads Skipper fra Grundfos, direktør Karsten Dybvad fra Dansk Industri og professor Philipp J.H. Schrøder fra Aarhus Universitet, der også er medlem af regeringens disruptionråd.

 

Der bliver samtidig et indslag om, hvordan nogle af de mest innovative iværksættere vil løse udvalgte udfordringer og dyste om titlen som 'Water Tech Disruptor 2018' i samarbejde med Green Tech Challenge.

En folkelig åbning

Endelig kommer der en folkelig åbning i sensommeren.

 

“Det er forbrugerne, vi er til for. De skal kunne se en mening i vore aktiviteter, og til den tid vil vi også være klar til at præsentere de planer, vi har for indretning og aktiviteter i det ydre rum ved Aqua Globe. Som vi ser det, så er det her, den lokale skovtur starter i Skanderborg,” siger Jens Bastrup.

Publiceret: 03. Januar 2018 16:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg