Søndag den 1. september søgte politiet efter spor ved Mundelstrup efter en anmeldelse om voldtægt. Foto: Øxenholt Foto

Søndag den 1. september søgte politiet efter spor ved Mundelstrup efter en anmeldelse om voldtægt. Foto: Øxenholt Foto

23-årig mand anholdt:

Mistænkt for at voldtage Skanderborg-kvinde

Mand og kvinde havde ifølge politiet aftalt at mødes

Østjyllands Politi har anholdt en 23-årig mand, som man mistænker for at stå bag voldtægten af en 19-årig kvinde fra Skanderborg.

Manden blev anholdt onsdag i Aarhus og er blevet sigtet i sagen.

Voldtægten skulle være begået søndag den 1. september omkring Sabro, og samme dag var politiets teknikere til stede ved en vej i Mundelstrup ved Aarhus for at samle spor og lave undersøgelser.

Ifølge Østjyllands Politi havde manden og kvinden aftalt at mødes på stedet.

Kvinden anmeldte voldtægten klokken 13 søndag, og hun blev efterfølgende undersøgt af en læge.

Politiet fortæller til Ritzau, at den 23-årige er sigtet for ved vold eller trusler at tiltvinge sig samleje.

Det oplyses ydermere, at anklagemyndigheden ikke har fundet grundlag for at kræve ham varetægtsfængslet, og at han vil blive løsladt i løbet af torsdagen, men stadig er sigtet i sagen.

I hvilken henseende de to skulle mødes, og hvad deres forhold er til hinanden ønsker politiet dog ikke at oplyse af hensyn til den videre efterforskning.

dp

Publiceret 05 September 2019 00:00