Arkivfoto: Mostphotos

Arkivfoto: Mostphotos

Dødsulykke:

Bilist dræbt efter sammenstød med varebil

Der skete mandag morgen en færdselsulykke i Hørning, som kostede en 83-årig mand livet

Af
Jonas Wrede Hansen

En 83-årig mandlig bilist afgik mandag morgen ved døden, efter han var involveret i en ulykke med en varebil på Randersvej i Hørning. Det oplyser politikommissær Lars Elmstrøm fra Sydøstjyllands Politi.

Klokken 09.58 mandag morgen kørte den 83-årige bilist ud fra parkeringspladsen til adressen Randersvej 106. Af ukendte årsager var han dog ikke opmærksom på, at der kom en varebil kørende med fuld fart på Randersvej i nordlig retning. Varebil-chaufføren kunne ikke nå at bremse op og kørte derfor direkte ind i den 83-årige bilist, som hurtigt afgik ved døden af sine kvæstelser.

"Da Falck-redderne og lægen kommer derud, konstaterer de ret hurtigt, at han er død," fortæller Lars Elmstrøm.

Politikommissæren oplyser desuden, at der var en bilist bagved varebilen, som var vidne til sammenstødet. Han skyndte sig ud af bilen og gav førstehjælp til den 83-årige mand. Da Falck-redderne kom frem til uheldet, valgte vidnet dog at forlade stedet uden at give sig til kende.

Politiet vil gerne i kontakt med manden, der var kørende i en sort personbil. Han er skaldet og formodes at være mellem 40 og 45 år gammel. Vedkommende kan kontakte politiet på telefon 114.

Chaufføren i varebilen, en 29-årig mand fra Haderslev, kom ikke slemt til skade ved ulykken. Han er dog påvirket af omstændighederne, oplyser Lars Elmstrøm.

Publiceret 09 July 2019 09:32