Store investeringer i nye flyruter koster på bundlinjen.

Store investeringer i nye flyruter koster på bundlinjen. Pressefoto

Historisk stort underskud i Aarhus Lufthavn er bedre end forventet

Underskud på 33 millioner kroner er bedre end forventet og skyldes massive investeringer i fremtiden

Aarhus Airport oplyser, at lufthavnen i 2018 fik et underskud på 33 millioner kroner. Underskuddet er det største i lufthavnens historie, men samtidig bedre end forventet. Lufthavnen investerer i disse år massivt i at udvide og få en mere international profil, som skal tredoble antallet af passagerer til 1,5 millioner i 2024.

"Lige nu investerer vi kraftigt i ruteudvikling, og vi er fuldt bevidste om, at vi først ser effekten nogle år ude i fremtiden. 2018 gav et forventet underskud på trods af stor fremgang i trafik- og passagertal, men vi glæder os over, at resultatet er bedre end ventet. Det kræver yderligere investeringer at nå vores vækstmål, og vi kalkulerer med røde tal nogle år frem," siger lufthavnsdirektør Peer H. Kristensen i en pressemeddelelse.

Lufthavnen havde sidste år 31 procent flere passagerer end i 2017, og for første gang var udenrigstrafikken større end indenrigstrafikken.

Passagerfremgangen hænger sammen med, at lufthaven har fået en lang række nye ruter og indledt et tæt samarbejde med nye og internationale flyselskaber som SAS og easyJet. Indsatsen har været i gang siden 2016, men den økonomiske effekt skal måles på den lange bane, forklarer lufthavnsdirektøren.

”Flyselskaberne får ofte store rabatter for at satse på en ny rute eller lufthavn. Normalvis betaler selskaberne først fuld takst to-tre år efter opstart. Derfor har vi sat foden på speederen i tiltrækningen af nye flyselskaber, mens afkastet fra de seneste års ruteudvikling rykker tættere på,” siger Peer H. Kristensen.

Aarhus Airport fik i april ny ejerkreds og bestyrelse, og i maj tiltrådte Peer H. Kristensen som ny direktør.

Publiceret 14 June 2019 12:02