Foto: Danni Paulsen

Foto: Danni Paulsen

Mand gik verbalt amok på vidner i retten:

Truede med at komme efter dem

En 33-årig mand, der er tiltalt for vold, truede onsdag to vidner i Retten i Aarhus

Af
Jonas Wrede Hansen

To vidner kom onsdag ud for en ubehagelig oplevelse, da de var til stede i en retssag om vold. Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

En 33-årig mand fra Hørning, der er tiltalt i en sag fra september om vold mod en dørmand i Aarhus, truede nemlig flere gange to vidner og den forurettede i sagen. Ifølge TV2 Østjylland sagde den 33-årige vidnerne, at de var nogle stikkersvin, og at han ville komme efter dem.

"Det er usædvanligt groft, at man på den måde truer vidner i retten. Derfor bliver han nu fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling," siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen til mediet.

TV2 Østjylland skriver desuden, at truslerne fortsatte efter retsmødet foran Retten i Aarhus, hvor den 33-årige tiltalte kom med de samme trusler.

Den 33-årige voldstiltalte mand er løsladt, imens retssagen imod ham finder sted, men det vil politiet gerne have ændret med henblik på vidnernes sikkerhed. Derfor blev manden dagen efter fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, oplyser politiet på Twitter.

"Vi vil gerne have ham varetægtsfængslet, så han ikke igen kan true vidnerne. Indtil nu har han ikke været varetægtsfængslet, men grovheden i de her trusler gør, at vi ønsker manden varetægtsfængslet," siger Jakob Christiansen til TV2 Østjylland.

Resultatet af grundlovsforhøret blev ifølge Østjyllands Politi, at den 33-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger. Han nægtede sig skyldig og kærede kendelsen

Publiceret 10 January 2019 11:05