Arkivfoto

Arkivfoto

Trods dundrende underskud:

Fyret direktør for Østjyllands Brandvæsen får million-afsked efter skandale

Lars Hviid blev afskediget som direktør for Østjyllands Brandvæsen efter voldsom kritik, men får alligevel 1,8 millioner med sig

Af
Danni Paulsen

Bestyrelsen i Østjyllands Brandvæsen så sig kort før jul nødsaget til at indgå en fratrædelsesaftale med direktør Lars Hviid, efter det kom frem, at der var store problemer med arbejdsmiljøet, og at medarbejdernes tillid til direktøren var meget lav.

Forinden havde bestyrelsen fritaget Lars Hviid for tjeneste, men kort efter blev man enige om at skilles.

Skilsmissen koster det kommunalt ejede Østjyllands Brandvæsen, og dermed borgerne i Aarhus, Skanderborg, Odder og Samsø, en regning på 1.811.145 millioner kroner.

Det viser en aktindsigt i fratrædelsesgodtgørelsen, som Lokalavisen Aarhus har fået. Det var ikke muligt at få udleveret fratrædelsesaftalen.

Ifølge aktindsigten får den tidligere branddirektør løn i det halve år, han har opsigelsesvarsel. Derudover får han et års løn inklusiv 19,55 procent i pension og feriegodtgørelse som sin fratrædelsesgodtgørelse.

I alt beløber det sig til lidt over 1,8 millioner kroner.

Østjyllands Brandvæsen oplyser, at fratrædelsesaftalen er indgået i henhold til den rammeaftale, der er om kontraktansættelse af chefer.

Rod i økonomien

Den store millionregning afsløres samtidig med, at det er kommet frem, at der er store økonomiske problemer i Østjyllands Brandvæsen.

I 2018 havde Østjyllands Brandvæsen ifølge JP Aarhus et overforbrug på fire millioner kroner, og angiveligt skulle der nu mangle 7,4 millioner kroner i 2019.

Bünyamin Simsek (V), formand for bestyrelsen og rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, foreslår, at kommunerne tilfører brandvæsnet flere penge.

Lars Hviids afsked skyldtes en alarmerende trivselsmåling, som kom frem i slutningen af november. Her leverede flere medarbejdere en hård kritik af ledelsen, og der var beretninger om nedværdigende behandling, mobning og seksuelle krænkelser.

Publiceret 09 January 2019 20:00

SENESTE TV