Foto: Michael Bager / Ritzau Scanpix

Foto: Michael Bager / Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Seks dræbte i ulykke med tog, der kom fra Aarhus

Lyntog med omkring 130 passagerer ramt af dele, der rev sig løs fra et godstog

Af
Jacob Nielsen og Jeppe Rafn

Den togulykke som onsdag morgen skete på lavbroen på Storebæltsbroen har kostet menneskeliv. Det oplyser Fyns Politi på Twitter.

"Fyns Politi kan nu bekræfte, at flere mennesker har mistet livet i togulykken på lavbroen over Storebælt. Politiet har lige nu ikke yderligere oplysninger om de dræbte eller om antallet af omkomne," lyder meddelelsen, som blev udsendt klokken 09:49.

Ulykken skete, da et lyntog måtte slå bremserne hårdt i efter at være blevet ramt af dele fra et godstog, formentlig forårsaget af stormen i området.

Politiet har oprettet et evakueringscenter i Nyborg for passagererne fra toget. Det er beliggende i Nyborg Idrætscenter, Storebæltsvej 13-14. Der vil ikke være adgang for pårørende. Der vil være et psyko-socialt beredskab til stede til at modtage og hjælpe passagerne.

Politiet opfordrer alle, der har været om bord i toget om at kontakte deres pårørende og oplyse, at de ok.

Ifølge TV2 er seks personer døde i ulykken med toget, der var afgået onsdag morgen klokken 05.19 fra banegården i Aarhus.

Der var cirka 130 ansatte og passagerer på toget, som bliver kørt til krisecentret i Nyborg. Er man pårørende til nogen på toget og har brug for krisehjælp, kan man ringe og snakke med en krisepsykolog fra Falck på telefon 70 11 51 55. Krisepsykologen kan ikke bidrage med nogen former for faktuelle oplysninger, understreger DSB's pressevagt.

Publiceret 02 January 2019 10:21

SENESTE TV