Modelfoto

Snevejr gav to uheld på motorvejen mellem Aarhus og Silkeborg

To bilister mistede herredømmet og kørte galt på grund af sjap på motorvejen

Af
Jeppe Rafn

Torsdag eftermiddag skete der to uheld på motorvejen mellem Aarhus og Silkeborg.

Det første skete kl. 13.51 i vestgående retning på Silkeborgmotorvejen ved Låsby. En bilist mistede kontrollen med sin bil på grund af sjap på vejen og endte i rabatten. Inden da ramte bilen en anden bil, som snurrede rundt efter påkørslen.

Bilisten, der mistede herredømmet, var en 46-årig mand fra Brande. Den anden part, som blev påkørt, var en 59-årig mand fra Skanderborg. De kom umiddelbart ikke til skade, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Det andet uheld skete i samme retning blot to minutter senere ved Galten, der ligger nærmere Aarhus på den del af motorvejen, der hedder Herningmotorvejen.

Her ville en bilist overhale en lastbil, men hun mistede herredømmet på grund af sjap på vejen, så bilen røg i rabatten og ind på en mark.

Der skete heldigvis ikke noget med bilisten, som var en 33-årig kvinde fra Silkeborg, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Et par timere senere, kl. 15.47, skete der et uheld på Østjyske Motorvej ved Skanderborg. Det skete i sydgående retning lidt syd for afkørsel 52, hvor en bilist bremsede op og blev påkørt bagfra af en anden bil. Bilerne fik buler, men ingen personer kom til skade. Føreren af den forreste bil var en 25-årig mand fra Horsens. Den anden bilist, som umiddelbart får skylden for uheldet, var en 28-årig mand fra Hobro.

Publiceret 14 December 2018 09:52

SENESTE TV