Regionen vil ikke betale for at rute 112 skal køreFoto: Borum-Lyngby Fællesråd

Foto: Borum-Lyngby Fællesråd

Lokalsamfund kæmper mod nedlæggelse af busrute: "Sludder, at busserne ikke bliver brugt"

Bysamfund fra tre kommuner arrangerer borgermøde i kamp for en god erstatning for rute 112

Af
Danni Paulsen

Mandag aften er borgmestrene fra Skanderborg Kommune og Silkeborg Kommune samt en embedskvinde fra Aarhus sat stævne på Herskindskolen i Galten.

Her løber et borgermøde af stablen i forbindelse med, at regionen har besluttet at nedlægge rute 112 i forbindelse med besparelser for 60 millioner kroner på regionens busruter.

Den blå bus, der blandt andet rammer Aarhus, Borum, Sjelle, Herskind, Sorring og Silkeborg, er flere af lokalsamfundenes eneste alternativ til bilen, så derfor er foreninger og råd i de berørte områder gået sammen. Først for at standse regionens beslutning, men nu for at få indflydelse på, hvad der skal ske fremadrettet.

"112'eren betyder rigtig meget. Det eneste, vi har tilbage er 112'eren. Alt andet er sparet væk, og nu vil de også tage den. Det kan vi ikke acceptere. Den betyder meget for hele vores infrastruktur og udviklingen i lokalsamfundet. Vores hensigt er ikke at skælde ud på regionen, men at være konstruktive i forhold til, hvad der skal ske fremadrettet," siger Anders Birch fra Sjelle, som repræsenterer Skanderborg-byerne.

Anders Birch er ordstyrer til aftenens borgermøde, og hans forhåbning er, at de tre kommuner går sammen om et ordentligt alternativ til rute 112.

Livsnerve

"Jeg bor i Skanderborg Kommune, men vi er lidt klemt mellem Aarhus og Silkeborg. De to kommuner kan måske godt lave løsninger inden for egne kommunegrænser med bybusser, men det løser ikke udfordringen i Skanderborg. Vi har rigtig mange pendlere og unge, der skal til deres uddannelser, som for de flestes vedkommende er i Aarhus eller Silkeborg. Vi er meget afhængige af, at der bliver lavet en aftale - primært med Aarhus Kommune, men også gerne Silkeborg," siger han.

Det er det rene sludder, at de skulle være halvtomme

Det håb har man også i Borum, der også står til at miste 116'eren, der rammer byen i aftentimerne.

"Rute 112 blev grundlagt i 1947, men 1. april næste år er det slut. Derfor er vi ret desperate efter, at man får strikket noget andet sammen. For hele strækningen er den en livsnerve. Den er forskellen mellem tilgængelighed og ingen tilgængelighed for folk, der af den ene eller anden grund ikke sidder bag et bilrat," siger Peter Poulsen, formand for Borum-Lyngby Fællesråd.

Han er fortrøstningfuld i forhold til en løsning.

"Jeg kan slet ikke forestille mig, at vi ender der, hvor der ikke kommer et alternativ. Jeg er skam moderat optimist. Men vi vil gerne være med i processen i forhold til, hvad der skal være i stedet for 112'eren. Vi skal i aften få sagt, hvad vi synes, og så håber vi, at politikerne og embedsmændene løfter sløret for, hvad de pusler med."

Vrøvl og sludder

Ifølge Region Midtjylland har man nøje udvalgt, hvilke ruter der skal om- eller nedlægges på baggrund af passagerdata. Og det er hovedsageligt busser med lave passagertal, man har valgt at spare væk.

Hverken i Borum eller Sjelle kan man genkende, at rute 112 skulle køre med tomme busser.

"Den bliver i allerhøjeste grad brugt. Myldretidsbusserne er fyldte til sidste plads. Det er det rene sludder, at de skulle være halvtomme. Og de kører heller ikke i røven på hinanden, som Flemming Knudsen (regionsrådsmedlem, S, red.) udtrykte det. Det er det rene vrøvl. Der er i høj grad brug for den bus," siger Peter Poulsen.

Det samme lyder fra Sjelle.

"Når man kigger om morgenen, står der unge mennesker på begge sider af vejen. Vi kan slet ikke genkende, at busserne ikke bliver benyttet. Der er ingen tvivl om, at de bliver mest benyttet om morgenen og eftermiddagen, men der kører altså også tomme bybusser i Aarhus midt om dagen. Den der med, at der ikke er nogen med i vores busser, den kan vi hverken godkende eller acceptere," slår Anders Birch fast.

Han forventer, at mellem 100-150 borgere vil være på plads på Herskindskolen klokken 19.30, når mødet løber af stablen. Faktisk er han i tvivl om, om der er nok plads.

"Nedlæggelsen af 112'eren er noget, der bekymrer folk. Vi er simpelthen uforstående over, at man vil fjerne den sidste kollektive trafik, der er ude ved os. Man kan jo se, at vejene er proppet til med biler om morgenen og eftermiddagen, og der kommer ikke færre, hvis man fjerner busserne."

Af regionens sparekatalog fremgår det, at man sparer 3,9 millioner kroner på at nedlægge rute 112.

Publiceret 22 October 2018 16:30

SENESTE TV