311 kilo narko blev i december fundet ved en landejendom ved Solbjerg. Fredag faldt der dom i sagen. Foto: Danni Paulsen

311 kilo narko blev i december fundet ved en landejendom ved Solbjerg. Fredag faldt der dom i sagen. Foto: Danni Paulsen

Dom i kæmpe narkosag fra Solbjerg: Smuglede 300 kilo hash og 11 kilo kokain

To mænd fra Aarhus og en hollænder er blevet dømt i sag om storsmugleri

Et kæmpe parti narkotika bestående af intet mindre end 300 kilo hash og 11 kilo kokain blev i december sidste år snuppet af politiet.

Det var betjente fra Særlig Efterforskning Vest og Østjyllands Politi, som var klar, da tre danskere den 15. december sidste år modtog en lastbil fyldt med hash og kokain.

En nu 60-årig hollandsk chauffør sad bag rattet i lastbilen, som blev parkeret ved en ejendom nær Solbjerg. Her gik de fire mænd i gang med at læsse de ulovlige stoffer af, da de blev overrasket af politiet.

Alle fire blev anholdt og varetægtsfængslet, og fredag blev den hollandske chauffør idømt ni års fængsel for indsmugling af de mange kilo, som politiet fandt i lastbilen. Han blev desuden udvist af landet med indrejseforbud for bestandigt. Retten besluttede at lastbilen, sættevognen og narkotikaen samt et større kontantbeløb skulle konfiskeres fra de tiltalte.

To mænd på nu 25 og 28 år fra Aarhus-området blev idømt henholdsvis et år og ni måneders fængsel og to år og tre måneders fængsel. De blev alene dømt for at have modtaget 200 kg hash fra lastbilen.

Retten kunne ikke med sikkerhed afvise, at kokainen og de resterende 100 kg hash skulle have været afleveret til nogle andre.

Den sidste af de fire tiltalte, en 34-årig mand, blev frifundet, fordi retten ikke fandt det bevist, at han havde deltaget i modtagelsen af narkotikaen.

"Der er tale om indsmugling af en meget stor mængde narkotika, så jeg er tilfreds med, at retten takserede det til en langvarig fængselsstraf til chaufføren. Heldigvis fik politiet forhindret, at den store mængde narko endte på gaden," siger anklager i Særlig Efterforskning Vest, Signe Gråkjær,

De to mænd på 25 og 28 år modtog dommen. Chaufføren har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.

dp

Publiceret 19 October 2018 15:28

SENESTE TV