Billedgalleri: Queen Machine på Bøgescenerne er en drøm der går i opfyldelse

Det var en følelsesladet oplevelse både for band og publikum, da Queen machine søndag havde debut på Smukfests største scene

Af
Eva Lund Sørensen

Foto: Mike Madsen

En blanding af nostalgi, magi og store drømme blev udlevet under tunge regnskyer og berømte bøgetræer i eftermiddags. At kalde Queen Machine for et kopiband er synd. De er meget mere end det.

Regnen silede ned, da Queen Machine gik på Bøgescenerne i eftermiddags. Publikum var våde, og der var regnjakker og mudrede gummistøvler så langt øjet rakte.

Til venstre for scenen var der godt med plads. Stemningen blandt de fremmødte var en smule mat, hvilket der ikke er noget at sige til. Det er søndag. Den sidste dag på Smukfest. Tankerne er allerede begyndt at vende tilbage til hverdagens trummerum. Og så var der regnen, der bare blev ved og ved.

Foto: Mike Madsen

Foto: Mike Madsen

Men hverdagen, der nærmer sig i faretruende hast, forsvandt som dug for solen da forsangeren Bjarke Baisner trådte ind på scenen, iført den ikoniske gule Freddie Mercury jakke og stramme hvide bukser, som bestemt ikke overlod noget til fantasien.

Publikum begyndte så småt at vågne, og da Queen Machine spillede 'It’s a kind of magic', havde de smuklingerne i deres hule hånd.

Unge, børn og gamle stod samlet foran Bøgescenen i regnen og lod sig forføre af Bjarke Baisners charme og store stemme. Forsangeren formåede nemlig ikke kun at ligne og lyde som forbilledet Freddie Mercury, han formåede rent faktisk at vække interesse for manden bag Freddie Mercury look-a-liken - nemlig Bjarke Baisner selv - og dermed har bandet markeret sig som meget mere end bare copycats.

Flere gange fortalte forsangeren de fremmødte, at koncerten på Bøgescenerne for deres vedkommende er en drøm, der går i opfyldelse. Han var tydeligt berørt at situationen, og som publikum var det svært ikke at føle, at man var en del af noget betydningsfuldt.

Da Queen Machine forlod Bøgescenerne, var de ikke længere et kopiband, og Bjarke Baisner ydmyghed og varme skinnede igennem og vandt publikums hjerter i så høj grad, at de blev stående efter koncerten sluttede. På sådan en regnfuld søndag var det en slags magi, som kun kan skabes med en god portion talent, vilje og stramme gamacher. Sådan!

Publiceret 13 August 2018 06:00

SENESTE TV