Desperat eftersøgning: Pige har været forsvundet i over en måned

14-årige Therese Jakobsen er fortsat savnet, lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi, som blandt andet leder efter hende i Østjylland

Af
Jonas Wrede Hansen

14-årige Therese Jakobsen, som blev efterlyst af Midt- og Vestjyllands Politi 22. juni, er fortsat ikke blevet fundet. Dermed har den 14-årige pige været forsvundet i over en måned, hvilket har fået politiet i Midt- og Vestjylland til at udsende endnu en efterlysning. Den første efterlysning gav flere henvendelser, men altså ikke nogen, der har ført til, at Therese Jakobsen er blevet fundet.

"Vi har ledt flere steder. Det tyder på, at hun rejser rundt," fortæller fungerende politikommissær Brian Frederiksen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Lokalavisen Aarhus.

Han slår fast, at politiet ikke har nogen grund til at tro, at der skulle være sket en forbrydelse, da personer tæt på den savnede pige enkelte gange har været i kontakt med hende uden dog at vide, hvor hun har opholdt sig.

Forlod efterskole i Vestjylland

Therese Jakobsen forlod Sdr. Bork Efterskole den 1. juni. Efterskolen ligger i Vestjylland, men Therese Jakobsen stammer fra Odder, hvilket har fået politiet til også at lede efter den 14-årige pige i Østjylland.

"Vi leder også efter hende i Syd- og Sønderjylland samt i Vestjylland. Det er svært at vide, hvor hun er henne, så vi søger bredt," fortæller Brian Frederiksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet vil gerne høre enten fra Therese Jakobsen selv eller fra personer, der ved hvor hun opholder sig.

Kontakt politiet på telefon 114, hvis du har oplysninger om, hvor Therese Jakobsen opholder sig.

Publiceret 10 July 2018 16:45

SENESTE TV