Nye elever kan begynde i morgen

Aarhus Tech har i øjeblikket 25 ledige praktikpladser til kokke

Det danske køkken og danske kokke har vel aldrig haft så stor opmærksomhed som i disse år. Noma er flere gange kåret som verdens bedste restaurant, og danske kokke optræder ustandseligt på TV i alverdens madprogrammer, der gør kokkene til kendisser på niveau med sportsstjerner og skuespillere.

 

LÆS OGSÅ: Skanderborg ligger lunt i svinget

Alligevel kniber det med et rekruttere elever til kokkefaget. Aarhus Tech har i øjeblikket 25 ledige praktikpladser til kokke, og skolen er i daglig kontakt med restauranter, der mangler kvalificerede ansøgere til praktikpladser.

Hotel Skanderborghus er en af de mange restauranter, der for tiden leder med lys og lygte efter en ny elev:

“Vi har måske været lidt forvænt i restaurationsbranchen. Tidligere har vi ikke haft problemer med at tiltrække nye elever, men den situation er helt ændret nu. Vi har normalt tre kokkeelever, men i øjeblikket har vi kun to, fordi vi ikke har kunnet besætte den sidste elevplads. Hvis vi fik den rette ansøger, så kunne hun eller han begynde i morgen i mesterlære,” siger Hotel Skanderborghus' direktør Claus Slott i en pressemeddelelse fra Aarhus Tech.

Slagter

Der er ligeledes mangel på elever til slagterområdet, hvor Aarhus Tech lige nu har fem ledige pladser. Det giver udfordringer hos blandt andre Dansk Supermarked, der har problemer med at rekruttere unge og voksne til ledige elevstillinger som for eksempel gourmetslagter og bager. Alene i Østjylland har Dansk Supermarked Group i 2018 en målsætning om at ansætte 18 gourmetslagter- og delikatesseelever og 12 bagerelever.

“Vi opprioriterer i øjeblikket både slagter- og bagerområdet i vores mange østjyske butikker. Derfor er det af afgørende betydning, at endnu flere unge vælger at gå gourmetslagter- og bagervejen. Vi kan til gengæld tilbyde spændende elevpladser med gode karrieremuligheder som både fødevarehåndværker og leder. Vi håber på, at vi i et tæt samarbejde med Aarhus tech og folkeskolerne i Østjylland kan få flere unge til at få øjnene op for vores uddannelser,” siger Jon Skålerud, Senior HR Manager i Dansk Supermarked Group.

Aarhus Tech har tidligere haft en del elever, som ikke kunne finde en praktikplads inden for kokkefaget og derfor i stedet var tilmeldt skolepraktik. Det billede er totalt forandret, og i øjeblikket er der kun fem elever i skolepraktik inden for uddannelserne til kok, gourmetslagter, ernæringsassistent, smørrebrød og catering.

Publiceret 16 April 2018 14:00

SENESTE TV