Præsteklumme:

Det dufter af forår

Af
Af Heidi Torp

Sognepræst i Skanderborg

I skrivende stund er der 18 grader på min terrasse. Fuglene synger frimodigt. De første kajakker glider let igennem Skanderborgs blikstille sø. Overalt ser vi små forårsspirer pible op af den mørke jord. Det er blevet forår!

Sådan konstaterer de fleste af os med glæde disse dage, efter en lang vinter. Overalt fornemmes en særlig optimisme. For der er god grund til at tro på, at det denne gang er sandt, at foråret endelig er brudt igennem.

 

 

Optimismen er heller ikke til at tage fejl af hos Grundtvig, da han digtede den smukke påske og forårssalme fra 1846:

“Som forårssolen morgenrød, stod Jesus op af jordens skød med liv og lys tillige, derfor så længe verden står,nu efter vinter kommer vår, livsalig i Guds rige.” (DDS234)

Enkelt og ligetil formår Grundtvig med denne salme, at udtrykke kristendommens hovedsag: Som foråret bryder igennem, ved vårens stærke kræfter og skaber vækst og liv overalt, sådan må vi fatte tillid til, at livet bryder frem for enhver af os – levende og døde.

Med liv og lys

Som forårssolen er morgenrød og kaster lys henover naturen og får den til at vågne efter nattens mørke, sådan stod Jesus op med liv og lys. Og som fuglene synger af glæde over forårets komme, sådan synger de også for ham, der overvandt døden.

Ordene kan, løsrevet fra deres kontekst, måske lyder lidt naive, men budskabet er der ikke noget galt med.

Grundtvig peger på det vigtige, at ligesom alting blomstrer og gror ved forårets lys og varme, sådan er der også en opstandelse i det folkelige liv- i ethvert menneske liv.

Det er godt at huske på, for heri findes kimen til den optimisme og det håb, som enhver af os har gavn af, at blive minder os om. Pointen er klar: Der er al mulig grund til at se frem – vi kan forvente os alt godt.

Livet bliver næppe bedre, end at få lov til at opleve endnu en smuk dag i april, der dufter af forår og tilmed vide, at vi lige nu, har det bedste i vente.

Publiceret 15 April 2018 09:00

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV