Tre drenge på eventyr med kurs mod Kasakhstan

For et år siden kørte Theodor, Viktor og Ebbe fra Skanderborg på en drømmerejse

Af
Jørgen Bollerup Hansen

Jørgen Bollerup Hansen

I disse dage for et år siden var de tre venner fra Skanderborg, Ebbe Helberskov, Viktor Lundsgaard og Theodor Langston på vej sydøstover med kurs mod Balkan, Tyrkiet, Iran, Assenbadjan, Turkmenistan, Uzbekistan og Kasakhstan i deres gamle, solide firehjulstrækker, en Ford Explorer.

På kølerhjelmen stod ekspeditionens slagord 'Sådan nogen som os'.

Torsdag 8. marts kørte de sydpå fra Skanderborg.

 

LÆS OGSÅ: Jeg kniber da mig selv i armen

Da var forventningerne i top og planerne store.

De ville tegne et billede af nutidens unge under deres 30.000 km lange tur, og via Instagram, Facebook og en webserie invitere alle til at følge dem under turen.

Køreturen var planlagt til at vare cirka fem måneder. Men ikke alt gik som planlagt.

Allerede på vej ud fra Skanderborg blinkede fire af bilens advarselssignaler: Firehjuls-trækket strejkede.

Det lovede ikke godt for en strabadserende tur. Men Ebbe, holdets tekniske snilderik, fandt og udbedrede fejlen. Roen var genoprettet.

 

På vej mod eventyret

Nu fulgte en række store oplevelser.

På vej ud af Berlin mistede de orienteringen, så de fik en længere tur forærende ind gennem Polen. Det tog de gladeligt med. Og på en stejl og elendig vej i Kroatien kom bilens firehjulstræk for alvor til sin ret.

“Men fra vi ramte Tyrkiet blev det virkelig spændende. Ja Balkan var også fed,” siger Ebbe.

“Men Iran. Jeg synes rigtigt turen startede, da vi kørte ind i Iran,” siger Theodor.

Minderne og oplevelserne fylder. Til plussiden. Men det var også her, turen viste de første tegn på, at den planlagte rejse kunne få en uventet afslutning.

Et billede fra en gammel fæstning lidt uden for Yazd i Iran, hvor trioen gjorde holdt. Det er ørkenen, der ses i baggrunden.

Et billede fra en gammel fæstning lidt uden for Yazd i Iran, hvor trioen gjorde holdt. Det er ørkenen, der ses i baggrunden.

Tegn på slitage

“Det var begyndt at fylde meget, at vi nu havde boet tæt sammen i tagteltet og bilen. Den ene skulle sove i bilen, og den var pakket sådan, at man ikke kunne vende sig, når man sov i den,” fortæller Ebbe.

“Vi blev ikke uvenner på noget tidspunkt, men nogle små ting voksede sig store. Når vi havde begrænset vandbeholdning, kunne det irritere, hvis én tog vand på tandbørsten, før han brugte den. Vi fandt ud af, at vi havde en sindssyg stram tidsplan. Der var ikke megen tid til at læne sig tilbage og falde ned. Vi havde simpelthen brug for at koble af. Irritabiliteten opstod, fordi vi følte os pressede.”

Ebbe og Theodor nyder udsigten med bjerge og den dybe dal med Podgorica i Montenegro.

Ebbe og Theodor nyder udsigten med bjerge og den dybe dal med Podgorica i Montenegro.

Diktator-styret blokerede

Samtidig opstod der nu - cirka to og en halv måned efter afgangen fra Skanderborg - et endnu mere seriøst problem.

“Vi blev afvist, da vi søgte visum til Turkmenistan. Sådan som vi havde frygtet. Vi søgte flere gange, og prøvede forskelligt,” siger Ebbe.

Der gik et rygte om, at mænd helst skulle være glatbarberede, da landets diktator selv er glatbarberet, og man frygter islamiske fundamentalister.

“Derfor søgte vi igen visum med nye billeder, men forgæves.”

De havde ellers sikret sig en guide, der skulle følge dem de fire dage, de skulle bruge til at køre igennem landet. Og som skulle gøre det muligt at få visum.

“Vi overvejede, om vi kunne køre gennem Afghanistan i stedet, men det viste sig at være for farligt. Og vi ikke kunne få nogen forsikring.”

“En anden mulighed var at tage en færge over det Kaspiske hav fra Baku i Aserbajdsjan til Kasakhstan - altså udenom Turkmenistan. Men vi kunne kun få et transitvisum til Aserbajdsjan, og færgen sejlede, efter det vi kunne få oplyst, kun når den var fyldt. Og det kunne tage fra en dag til to uger. Og så kunne vi komme i klemme med et transitvisum. Vi mødte også mange, der fortalte om, de havde måtte betale bestikkelse i Aserbajdsjan. Det var for usikkert,” fortæller Ebbe.

Her havde de slået lejr ved den eneste drikkevandssø i Kosovo. “Lidt efter billedet blev taget, blev vi deporteret væk af politiet,” fortæller Ebbe Helberskov.

Her havde de slået lejr ved den eneste drikkevandssø i Kosovo. “Lidt efter billedet blev taget, blev vi deporteret væk af politiet,” fortæller Ebbe Helberskov.

Den store ransagelse

I Tbilisi, hovedstanden i Georgien, brugte de nu de næste dage på at genoverveje alle planer.

“Vi prøvede at se på tingene udefra. Hvordan det gik? Kunne vi gøre noget for at få projektet på benene igen? Hvad fik vi ud af vore film, og skulle vi filme mere, hvordan skulle vi så gøre det?”

“Ingen af os havde lavet tv før, og vi havde fundet ud af, hvor svært det er. Vi havde produceret syv afsnit, og udgivet seks,” indskyder Theodor Langston.

“En anden ting var selve det at rejse. Det var en udfordring at køre tre fyre i en bil seks-syv timer hver dag, og så slutte turen med cirka at bruge en time, før det blev mørkt, til at finde et sted at sove, hvor det var sikkert, og hvor politiet ikke ville tage os. Dertil havde vi filmprojektet. Vi skulle finde en ung, sætte os ind i den lokale kultur, finde ud af hvordan vi ville filme den unge, og så skulle filmen klippes.”

“Vi havde fået nogle råd om, at når vi skulle fortælle en god tv-historie, så skulle vi tage nogle karakterer på os. Men det er svært,” siger Ebbe.

“Vi var også ofte trætte, og der var tit en dårlig stemning, når vi skulle filme. Det var en stor mundfuld,” konkluderer Theodor.

“Vi blev enige om at stoppe filmprojektet. Og da filmprojektet meget var Viktors - han er et år ældre end os og havde været ude at rejse før - så forsvandt ideen med turen for ham,” siger Theodor.

“Og det var godt nok de fede lande, vi var på vej ind i, men jeg var træt,” erkender Ebbe.

Forskellige roller

Trods et godt venskab fandt de også ud af, at de havde haft vidt forskellige forventninger og roller.

Viktor var især filminteresseret, Ebbe var samfundsinteresseret og Theodor havde altid 117 attraktioner og udgravninger, han gerne ville besøge.

“Jeg havde sat mig ind i det på forhånd, og jeg kan godt lide at rejse efter et mål,” siger Theodor.

“Men det var træls for dig, du kom ofte til at skulle sælge dine ideer til os,” siger Ebbe.

Men beslutningen var truffet. Filmprojektet var lagt død, og turen gennem Turkmenistan, Usbekistan og Kasakhstan var opgivet.

Skulle hele holdet hurtigt hjem i Ford Explorer'en, ville de ikke rejse tilbage ad det samme spor. Så måtte turen gå via Georgien, Rusland og Baltikum.

“Men konklusionen var, at jeg fortsatte alene,” siger Theodor.

De kørte derpå gennem Armenien på en enkelt dag - de tog chancen, selv om der var åbne kamphandlinger i området - og kom til Iran.

“Jeg var ked af det og fældede en tåre, da jeg stod i Iran ved det Kaspiske Hav og næsten kunne kaste en sten over vandet til Kasakhstan. Men det var en konstruktiv proces. Vi havde to og en halv til tre uger sammen uden filmprojekt, før Ebbe og Viktor rejste hjem. Og jeg synes, de var gode til at lade mig rejse videre,” siger Theodor.

“Du forstod også vores holdning. Og vi anerkendte, du havde brug for vores fælles konto til hjemturen,” siger Ebbe.

Mandag 29. maj 2017 steg Ebbe og Viktor på et fly i Teheran med kurs mod Danmark.

Theodor kørte bilen hjem

Men Theodor ville ikke rejse alene. Og resultatet blev, at han faktisk kun fik tre dage alene på turen tilbage til Danmark. Hans far rejste ned og fulgtes med ham i 10 dage gennem Tyrkiet. Hans kæreste fulgtes med ham i Grækenland.

Her parkerede han desuden bilen sikkert i nogle dage, mens han tog en retur til Danmark for at være sammen med vennerne til Roskilde Festival. Inden han vendte tilbage og kørte de sidste tre uger hjem gennem blandt andet Ukraine med en kammerat.

Bilen klarede 27.000 km.

Det var ikke nemt at komme hjem.

“Det er som at tage ud for at skyde en bjørn og komme hjem uden at have skudt noget,” siger Ebbe.

“Jeg var ked af det, da jeg kørte over grænsen til Danmark. Men det har også været megafedt. Vi har lært meget af de måneder. Og det er en sindsyg fed fornemmelse at have en bil, der gøre det muligt, at man kan køre rundt i Verden,” siger Theodor.

Da Theodor vendte hjem, blev bilen solgt. For billigt, mener de, men den var dyr i vægtafgift og forsikring. Den havde siden afrejsen fra Skanderborg kørt 27.000 km.

“Noget af det bedste, jeg tænker tilbage på fra turen, er at vågne i tagteltet. Måske være omgivet af bjerge. Og solen er stået op. Og jeg er ikke engang et outdoor-mennesker,” siger Ebbe.

Publiceret 13 April 2018 11:45

SENESTE TV