Fra Skanderborg til hele verden

Selvom IT Optimiser arbejder på det globale marked, er rødderne solidt plantet i den jyske muld

Af
Tekst og foto af Amalie Viktoria Gammelgaard

På Adelgade 35A ligger der en virksomhed. Den er ikke kendt af mange skanderborgensere, selvom den har en fod inde på det internationale marked. På døren hænger et beskedent skilt, der kun kan ses fra en halv meters afstand.

IT Optimiser står der, og inde bag den smalle glasfacade har IT-virksomheden hovedkontor. For blot et år siden sad der bare tre-fire medarbejdere og arbejdede i de 157 kvadratmeter store lokaler. I dag er der ti medarbejdere ansat på fuldtid i virksomheden.

 

LÆS OGSÅ: Iværksætterne er bare vilde med kommunen

IT Optimiser specialiserer sig inden for SAP, som er et såkaldt ERP-system. ERP står for Enterprise Ressource Management, som udvikler økonomi- og lagerstyring og indkøb til virksomheder. IT Optimiser rekrutterer konsulenter med speciale i SAP til virksomheder verden over.

“Det er ikke fordi vi sidder her i Østjylland, og arbejder med østjyske konsulenter. Vores kunder er primært i Danmark, men også i Tyskland og Sverige. Desuden har vi konsulenter, som arbejder for os i Kina, Indien og mange andre steder i Europa,” forklarer Michael Hoe.

Fælles mødested

Sammen med Bo Telén er han stifter af IT-virksomheden, og de to har været partnere i IT Optimiser i godt fem år. Tilbage i august 2012 skulle de finde et sted at mødes. På det tidspunkt boede Michael i Horsens og Bo i Aarhus, og der var ingen af dem, der havde planer om at skulle flytte på grund af arbejde.

“Dengang vi startede, var det reelt set kun to telefoner og to computere. Vi var enige om at få et fælleskontor. Så blev vi enige om at mødes på midten – og det var Skanderborg,” forklarer Michael. 

Det der var særligt attraktivt ved Skanderborg, var placeringen.

“Vi kan tiltrække medarbejdere længere fra syd, end hvis vi havde været i Aarhus.” Lige nu kommer to medarbejdere fra Skanderborg, syv fra Aarhus og Michael selv fra Horsens.

“Hvis vi sammenligner det med Aarhus, kunne der snildt være problemer med parkering og kvadratmeterne ville være dyrere. Her er der ingen problemer med parkering, kvadratmeterne er billigere, og det ligger godt for motorvejen,” konstaterer Michael.

Skanderborgs placering er alfa og omega for virksomheden. Ikke fordi de har brug for at få kunder direkte ind fra gaden, men fordi det fungerer rigtig godt for at kunne tiltrække medarbejdere.

IT Optimiser har oplevet en kraftig vækst de senere år, og er netop blevet udnævnt af Børsen til at være en af årets gazeller. En gazelle er en virksomhed, der i løbet af fire regnskabsår har haft positiv vækst og samlet set mindst fordoblet omsætningen over de fire år.

Virksomhed i vækst

Michael får et lille smil på læben på spørgsmålet om, hvordan det er at være en gazelle.

“Det er selvfølgelig super fedt. Det er altid dejligt at være en del af en succes. Titlen motiverer lidt til at give den en ekstra skalle.” Han fortæller samtidigt, at han dog ikke tror der er en sammenhæng mellem virksomhedens vækst og Skanderborg som kommune. Som han selv siger, er de jo ikke afhængige af det lokale forretningsliv.

Fremtiden

Snart vil de 157 kvadratmeter blive mere end fordoblet, da de to partnere netop har besluttet sig for at udvide. De har købt en tidligere thai-restaurant ved siden af deres nuværende lokaler, og snart kommer de til at stå i byggerod, da de skal rive væggen ned mellem lokalerne. Derefter kan de se frem til 330 kvadratmeter at boltre sig på.

“Ved at have fået nogle flere kvadratmeter, har vi fået lidt ro på, på vækstfronten, siger Michael.

På spørgsmålet om, hvor virksomheden er om fem-ti år, lyder svaret:

“Jeg tror aldrig vores hovedkontor kommer væk fra Skanderborg. Vi er to ejere, der er godt forankret i den jyske muld.”

Publiceret 23 March 2018 16:00

SENESTE TV