Nyt Samarbejde:

Nu får købmandsbutikken i Hylke 8000 nye varer

Efter samme model som Købmanden i Alken indleder Købmandsbutikken i Hylke nu et samarbejde med netbutikken Osuma.dk

Af
Jørgen Bollerup Hansen

Jørgen Bollerup Hansen

Købmandsbutikken i Hylke har udvidet sit varesortiment med 8.000 ekstra varer. Det sker i kraft af, at butikken har indgået en aftale med netbutikken osuma.dk, der sælger dagligvarer. Det er en model, som også kendes fra købmandsbutikken i Alken.

 

Jonas Hvelplund Askjær, der både er hylkeborger og ansat af Osuma, var at finde i butikken mandag i sidste uge, hvor han præsenterede det nye samarbejde.

 

LÆS OGSÅ: Hylkeborgerne reddede deres købmand

 

“Konceptet går kort og godt ud på, at de varer, du måske ikke kan finde her i butikken, kan du bestille på osuma.dk, over Internettet og få leveret fragtfrit her i butikken. Bestiller du varerne inden kl. 10, kan du faktisk få dem leveret samme eftermiddag. Så det er godt nyt til den travle kunde, der blot kan gå ind og hente sine varer, og spare tid på sine indkøb og samtidig spare fragten,” forklarer han.

 

Fordelen for butikken er, at den får syv procent af det samlede køb, så man ved at købe ind over Osuma.dk kan støtte købmandbutikken i Hylke, selv om alle varerne ikke er købt direkte der.

 

“Det er et godt supplement til butikkens egne varer. Det er klart, at vi ikke kan have så stort et udvalg, som de store kæder. Men med den her løsning burde der være noget for alle. Vi håber selvfølgelig, at dem, der ofte bruger nethandel til at købe dagligvarer, vil købe igennem os, så butikken og lokalsamfundet samtidig støttes,” siger Dorte Daugaard, butikkens daglige leder. 

 

Butikken har i forvejen et tilbud om at pakke varer for kunderne. Muligheden for at vælge flere varer gennem en online løsning har længe været et ønske.

 

”På de borgermøder, vi holdt i efteråret, var der opbakning til at prøve en online mulighed for at købe dagligvarer igennem butikken. Det lovede bestyrelsen at sætte i værk, og vi håber lokalområdet vil tage godt imod tiltaget,” siger Irma Christensen, formand for købmandsforeningen.

Publiceret 16 March 2018 07:45

SENESTE TV