Nyt autoværksted i Skanderborg:

Mester er kun 22 år

Casper Nielsen er nærmest vokset op på fars værksted - nu har han selv åbnet tæt ved bymidten i Skanderborg

Af
Erland Rasmussen

Erland Rasmussen

Der står motorer og biler på menuen 24-7 for den kun 22-årige mekaniker Casper Nielsen, som netop er sprunget ud som selvstændig med eget autoværksted og retten til at kalde sig selv “Mester.”

 

Der er dog ikke tid til at gå op i titler, for der er allerede travlhed hos CN Automobiler på Vestergade 100 lige bag Flügger i Skanderborg.

 

LÆS OGSÅ: Brødre bidt af biler gør din dyt smuk

Plads til den lille lokale

En lidt uventet placering for et autoværksted nu om dage, da de fleste andre af slagsen er flyttet til udkanten af byen.

 

“Det betyder jo bare, at der er plads til et lille lokalt værksted inde i byen som mit, hvor man kan få lavet bil, uden at det koster kassen. Man kan vente og få en kop kaffe eller gå ned i byen og handle, mens bilen bliver repareret. Det er der ikke mange, der kan tilbyde,” griner Casper Nielsen.

 

Det er lidt af en kliche at skrive, at Casper Nielsen er opflasket med biler. Men der er stor sandsynlighed for, at sutten er blevet dyppet i motorolie på faderens, Carsten Nielsens værksted, CN Biler i Odder.

 

“Jeg har altid arbejdet på min fars værksted og rodet med biler næsten lige siden, jeg kunne kravle,” forklarer Casper Nielsen, som er født og opvokset i Gylling ved Odder. Her bor Casper i øvrigt med sin kæreste, men han har planer om at flytte til Skanderborg.

 

Casper havde egentlig startet værksted i Tornild i december sidste år, men der kom slet ikke folk nok forbi.

“Jeg ville gerne til Skanderborg, fordi det er sådan en fin by, og så fandt jeg det her og flyttede ind 1. februar,” forklarer Casper Nielsen.

 

Familiedynasiet i automekanikerbranchen rækker flere generationer tilbage. Foruden Caspers far er farbroderen mekaniker. Det er Frank Nielsen, som er kendt i Skanderborg for både motorsport og som indehaver af Midtbyens Auto. Farfar var også i branchen. Han drev en tankstation i Ørting med autoværksted.

 

Casper Nielsen har også arvet interessen for motorsport. Han er efter en pause selv begyndt at køre rally igen, så den sparsomme fritid i weekenderne går også med at rode med motorer.

 

“Jo, der går mange timer med biler og motorer ikke mindst, når man har et nystartet firma. Men det har altid været en drøm at være min egen chef, tale med kunderne og finde ud af det hele selv, og nu er jeg sprunget ud i det,” konstaterer Casper Nielsen.

 

Den 22-årige har investeret i indretning med lift, værktøj og det vigtige, elektroniske diagnoseudstyr, som er nødvendigt for at reparere moderne biler.

 

Casper Nielsen passer værkstedet alene til at begynde med. Om et par måneder udvider Casper lidt, når han overtager lokalerne ved siden af, når naboen, som også er i bilbranchen, flytter. Men så skal det heller ikke være meget større.

 

“Det skal ikke være kæmpe stort, så det bliver svært at overskue,” siger den nybagte værkstedsejer.

Publiceret 12 March 2018 11:45

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV