DEBAT:

Skanderborg Kommune - cyklistens fjende nummer 1?

Thomas Tjørnehøj, Emborgvej 109, Alken

Det er søndag eftermiddag, og jeg er på cykel undervejs de 7 km. til Skanderborg Station for at tage toget på arbejde. Det har sneet, men kørebanen på Vroldvej er fuldstændigt ryddet.

 

Al sneen derfra er nemlig skovlet op på cykelstien. Derfor er der risiko for at skride ud og vælte, når man på to smalle dæk skal passere kørebanen og op på cykelstien.

 

En mand, der sidder alene i sin BMW med fire brede dæk på den fint ryddede kørebane, mener åbenbart at det varer for længe, og dytter. Med den form for hjælp kommer man jo også både nemmere og sikrere ind på cykelstien...

Når talen falder på trafik i Skanderborg, handler det stort set kun om tre ting: Sydvendte ramper, seks spor på motorvejen og flere parkeringspladser foran det nye rådhus.

 

Det er åbenlyst Kommunens holdning at personer, der har passeret skolealderen, skal lade være med at cykle. Åbenlyst, blandt meget andet fordi nyanlagte cykelstier er ujævne som et vaskebræt eller farligt smalle, fordi nye vejbump sænker cyklernes hastighed snarere end bilernes, og fordi cyklister tvinges til at "vente en omgang" ved hvert andet lyskryds.

Med den slags tiltag fastholder Skanderborg sin førerposition som landets mindst cykelvenlige kommune. Derfor burde det ikke overraske, at man så også skal mase gennem sne, der fra kørebanen forsætligt er smidt op på cykelstien.

Publiceret 22 February 2018 17:00

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV