Entusiast skaber kultur for alle

Uffe Høj, der netop har fået en pris fra Den Danske Banks Jubilæums fond i Skanderborg, elsker at arbejde for kultur for alle

Af
Af Vera Løvø

JP Aarhus

 

 

“Man skal ikke bare blive til noget, man skal blive til nogen.”

 

Filosofien stammer fra den grundtvigske pædagogik, men ordene kunne lige så godt have været Uffe Højs.

 

LÆS OGSÅ: Hæder for at sprede det glade budskab

 

De opsummerer i hvert fald ganske godt det grundsyn, som hans mange timers frivillige arbejde i Kulturhuset Skanderborg tager udgangspunkt i.

 

For kulturen og fællesskabet omkring den giver vores liv fylde, mener Uffe Høj.

Et stort engagement

Uffe Høj er 68 år, og han er næstformand i Kulturhuset. Han er med i husets arrangementsudvalg, har startet et ungeudvalg, og til dagligt står skemaet især på møder, planlægning og med hans egne ord: “at få ting til at ske.”

 

Ikke mindst er han formand for Di Heslige Slønglers Klup, der står bag børnelitteraturfestivalen Sløngeldage, som hylder Ole Lund Kirkegaards forfatterskab og den gode børnelitteratur.

 

Bag hans store engagement i Skanderborgs kulturliv ligger et ønske på vegne af borgerne om at skabe en ramme og et rum for fællesskab og dialog. Og spørger man kulturhusets egne medarbejdere, er der ingen tvivl: Uffe Høj er en ægte ildsjæl.

 

“Jeg har altid været engageret i ting ud over mit arbejde,” siger Uffe Høj og nævner blandt andet formandskabet i skolebestyrelsen, da hans børn var små. I denne periode fik han også etableret Bavnehøjens Musikpatrulje. Ifølge Uffe Høj er det engagement, man møder i frivillige foreninger, helt særlig. Også i Kulturhuset.

 

Selve huset er ejet af kommunen, men drives af en forening med 200 frivillige.

Nogle kommer et par timer en gang imellem, og andre er der på næsten fuld tid, ligesom Uffe Høj.

 

“Der er ingen forskelsbehandling af vores frivillige. Alle i Kulturhuset er besjælet af den tanke, at det her skal være et sted, hvor vi har et godt fællesskab og en god samarbejdsånd,” siger Uffe Høj.

Skaberværk, der giver pote

En lørdag formiddag i 2015 står Uffe Høj sammen med Di Heslige Slønglers Klup og venter i spænding.

 

Efter lang tids hårdt slid med planlægning, at finde kunstnere og fondssøgning, løber Sløngeldagene om få minutter af stablen for første gang i otte år.

 

Og gruppen har ingen anelse om, hvor mange der kommer. Da folk begynder at vælte til, breder smilene sig på slønglernes læber.

 

“Det var så storslået, at alle vores fælles bestræbelser kunne udmønte sig i en oplevelse, som folk faktisk syntes var virkelig fantastisk,” fortæller Uffe Høj, der lige siden har stået for Sløngeldagene i Skanderborg.

 

Sløngeldagene var oprindeligt for børnefamilier. Men selv om festivalen stadig handler om børnelitteratur, er der i dag også mange voksne, der møder op. For eksempel til foredrag om børnelitteratur.

 

“Di Heslige Slønglers Klup er en hyldest til det kreative, fantasifulde liv, som lever stærkt i Ole Lund Kirkegaards bøger. Han mente, at børn har en frihedstanke, som vi glemmer med alderen. Det er den frihedstanke, som vi vil bringe frem i alle,” fortæller Uffe Høj.

At bryde hovedets cement

Viljen til at skabe kulturoplevelser, der rører noget i folk, er en stærk motivation for Uffe Høj i Kulturhuset.

 

Kulturhuset, der båder rummer biograf, en stor sal, café og mødelokaler, som alle byens borgere må bruge, danner ramme om alt fra samtalesaloner til forestillinger.

 

“Jeg tror, at når folk samles i fællesskaber og taler om betydningsfulde og livsnære emner, så flytter vi os. Og især når vi en gang imellem krydser klinger, så får vi mulighed for at bryde lidt af cementen i vores hoved,” siger Uffe Høj, der samtidig understreger, at der også skal være plads til underholdning og adspredelse.

 

“Alsidigheden er afgørende. Der skal både være letfordøjelige kalorier og hårdt brød at gnaske i,” griner Uffe Høj.

 

For Kulturhuset er for alle. Alle, der har lyst til at deltage i debatten, i fællesskabet eller blot har lyst til at opleve.

 

“Di Heslige Slønglers Klup er en hyldest til det kreative, fantasifulde liv, som lever stærkt i Ole Lund Kirkegaards bøger

Publiceret 12 February 2018 15:00

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV