Michael får forfatter-debut som 62-årig

Pensioneret kirketjener Michael Skovholm vover en bogudgivelse - hidtil har han kun skrevet til skrivebordsskuffen

Af
Erland Rasmussen

Erland Rasmussen

“Det er lidt ligesom en eksamen. Man kender ikke udfaldet, før bogen er ude. Jeg er spændt, men også glad for at have taget springet.”

 

Sådan kommenterer forfatter in spe, Michael Skovholm, Skanderborg, den kommende debut med bogen: Store spektakler i Vesterrude.

 

Bogen udkommer 9. februar gennem forlaget Mellemgaard og vil i øvrigt være tilgængelig både som fysisk bog og e-bog.

 

LÆS OGSÅ: Meget lille forskel på bogtjenester

 

En alsidig baggrund

Der er ellers ikke noget ved Michael Skovholms baggrund, der på noget tidspunkt har peget i retning af en bogudgivelse.

 

Den debuterende forfatter, der er 62 år, er lige netop ved årsskiftet gået på pension som kirketjener i Aarhus og Voldby.

 

Michael har også været amatørbokser, herreekviperingshandler og mange andre ting i sit aktive liv.

 

Michael Skovholm er vokset op i Aarhus, men har boet i Skanderborg siden 1981.

 

 

Sammen med sin kone Eva har han fire sønner, hvoraf kun den ene, der lige er fyldt 19 år, endnu bor hjemme i huset på Vroldgade.

 

Det, at alle børn nu er voksne, og at arbejdslivet som kirketjener er slut, har givet Michael tid og overskud til at gøre noget ved at få en bog udgivet.

Interessen for at skrive har Michael Skovholm haft i mange år. Men skriverierne blev - bortset fra nogle julehistorier, der blev læst højt for børnene, da de var små - lagt i skrivebordsskuffen til arkivering.

 

Hvorfor kom det aldrig videre?

 

“Når man skriver til skrivebordsskuffen, så kommer det sjældent videre. Det nemmeste er faktisk at skrive bogen. Men hvad så bagefter? Jeg har da tænkt på at få noget udgivet, men så går det i sig selv igen, når man har andet at se til i dagligdagen,” forklarer Michael Skovholm.

En fritidsinteresse

Nu må det briste eller bære. Michael Skovholm fik således fat i forlaget Mellemgaard, der også opererer som selvudgiver-forlag.

 

“Jeg betaler selv en del af det. Det er ikke noget voldsomt beløb, men det er den hurtigste tilgang til at få udgivet noget,” forklarer Michael Skovholm.

 

Store Spektakler i Vesterrude er ment som en humoristisk samfundsskildring, der tager fat på livet og borgerne i en opdigtet landsby i Udkantsdanmark.

 

Et sted, der udefra fremstår tamt og kedeligt, men som ved nærmere eftersyn er fyldt med drama, passion, ulykke og sammenhold, som det hedder i beskrivelsen af bogen.

 

“Jeg finder inspiration fra hverdagen og min egen fortid og nutid. Den handler ikke om mig, men om noget, jeg har kendskab til. Humoren er vigtig. Jeg har altid godt kunne lide den lidt underspillede humor, hvor det, der ikke bliver sagt, er det sjove,” lyder det fra Michael Skovholm.

Publiceret 08 February 2018 11:45

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV