Sejr over favoritter og en pligtsejr

U18-pigerne vandt både over FCM og Viborg

 

U18 Piger, Liga

Skanderborg Håndbold – FC Midtjylland 22-21 (8-10)

Mål for Skanderborg: Majken Hedegaard 5, Sofie Sletskov 4, Sofie Schelde 3, Sara Rexhepi 3, Josefine Thorsted 2, Cilla Sturm Jespersen 2, Maria Schmidt 1, Ida Gerdes 1 og Emilie Jäger 1.

 

Det var en rigtig dejlig skalp Skanderborg-pigerne kunne tage, da de slog FCM på hjemmebane denne søndag eftermiddag. Det så dog ikke ud til at skulle gå den vej, da pigerne var bagud med to mål ved halvlegen og yderligere kom bag ud med fem i starten af 2. halvleg.

 

 

Men holdet, trænerne og ikke mindst målvogter Anna Kristensen ville det anderledes og godt hjulpet af en timeout fra FCM i de sidste sekunder af kampen, gjorde at Skanderborg kunne gå fra banen med en et-måls sejr.

 

 

”Det var en rigtig arbejdssejr, hvor jeg vil rose pigerne for deres omstillingsparathed”, sagde træner Daniel Rensch efter kampen.

 

”Vi har aldrig prøvet at spille 7-mod-6 i kamp, men efter lidt begyndervanskeligheder lykkedes det rigtig flot.

 

Vi holder desuden tempo i vores defensiv, og holder os til det aftalte koncept, hvilket giver to gode point på kontoen.”

 

 

Skanderborg Håndbold – Viborg HK 25-23 (9-10)

Mål for Skanderborg: Sara Rexhepi 7, Sofie Schelde 5, Sofie Sletskov 5, Majken Hedegaard 4, Josefine Thorsted 2 og Maria Schmidt 2.

 

Lige så højt, som vi kunne flyve efter sejren over FC Midtjylland, lige så dybt kunne vi falde i kampen fire dage senere mod Viborg.

 

Det var en kamp som på papiret lignede en, som ikke burde give store problemer, men det kunne man ikke se. Viborg startede flot ud og var foran i de første 16 minutter, hvorefter Skanderborg de næste 10 minutter tog føringen, men sidst i halvlegen måtte se sig overhalet.

 

Anden halvleg startede bedre for de grønne fra Skanderborg end første halvleg, og efter fire minutters spilletid tog Skanderborg igen teten og holdt den heldigvis kampen ud, selv om det ikke på noget tidspunkt var med mere end fire mål, og selv om man ikke som tilskuer sad med ro i maven før sidste dommerfløjt.

 

”Dette er en kamp, hvor vi aldrig rigtig finder vores defensive base”, sagde træner Daniel Rensch efter kampen.

 

”Vi har problemer med at holde deres hurtige bag spillere og især deres godt spillende stregspiller Anna Hykkelbjerg. Vi får heller aldrig for alvor gang i kontrafasen, men jeg er glad for at vi kommer tilbage i 2. halvleg og får scoret 16 mål. Vi fik i det hele taget mere fart og direkte spil i gang i sidste halvdel af kampen,” slutter Daniel.

 

Næste kamp er fredag den 9. februar, hvor vi skal møde Silkeborg/Voel i Voel Hallen kl. 18.00.

Kilde: Skanderborg Håndbold

Publiceret 07 February 2018 12:30

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV