Herretøjsbutikken Stoc er gået konkurs

Bloms Butikscenter venter, ny herretøjsbutik rykker ind i lokalet

Af
Jørgen Bollerup Hansen

Jørgen Bollerup Hansen

Herretøjsbutikken Stoc, der tæller butikker i Bloms i Skanderborg samt i Kolding, Fredericia og Esbjerg, er gået konkurs.
 

Afdelingen i Skanderborg åbnede i august 2017, og i oktober kom der en femte afdeling i Esbjerg Storcenter, som dog to måneder senere resulterede i, at butikken i Esbjerg centrum lukkede.
 

Flere kunder har kritiseret butikskæden for, at der er solgt gavekort så sent som ved jul. Gavekort, der nu ikke er noget værd. Nogle kunder har på Facebook kritiseret, at butikken har solgt gavekortene, når man måtte vide, der var en truende konkurs.
 

Indehaveren Jeppe Støckler har afvist kritikken.
 

Til dagbladet BT har han forklaret, at han fortsatte salget i håb om, at et godt julesalg ville forhindre en konkurs. En forklaring, som chefkonsulent i Forbrugerrådet Tænk, Benedicte Federspiel, ikke giver meget for.

Hvad sker der i Bloms?

Flemming Enghave, der er centerleder i Bloms, oplyser, at advokatfirmaet, der har ansvaret for konkursboet, har meddelt, at der ikke er planer om at sælge butikskæden samlet eller butikkerne hver for sig.
 

“Det er i stedet planen at finde en køber til varelageret, og efter det jeg har fået oplyst, er der allerede en køber på banen,” siger Flemming Enghave.
 

Derfor er næste skridt, at butikken bliver tømt og lejemålet afsluttet. Flemming Enghave gætter, at det vil ske hurtigt, og at der kommer en ny herretøjsbutik i stedet.
 

“Mit gæt er, at der er en ny herretøjsbutik klar i lokalerne om cirka en måned. Der er flere, der har kontaktet mig, og som er interesseret,” siger han.

Publiceret 10 January 2018 07:00

SENESTE TV