Frank Megabody klarede barndommen som et helt menneske

I dag er han overbevist om, at de, der klarer en hård barndom, er dem, der har noget at brænde for

Af
Jørgen Bollerup Hansen

Jørgen Bollerup Hansen

Som han sidder der i sit køkken i hjemmet i Stilling og skubber sine to store hunde væk fra gæsten, mens han serverer kaffe og juleklejner, kan man ikke se, hans liv har formet sig mere voldsomt end for de fleste.
Man mærker det heller ikke, når han som entertainer og som 'Megabody' giver den gas og underholder et publikum og ynder at gå lige til kanten af, hvad man kan.
En færdighed, han også mestrer, når han engang imellem som 1. viceborgmester træder i stedet for sin partifælle, borgmester Jørgen Gaarde, og leder et byrådsmøde.
Men Franks 'Megabody' Damgaards liv har været igennem et par af de helt store rystelser. Han lægger ikke skjul på det, og nu er det på en måde igen blevet nærværende - hvor gamle papirer fra hans oldefar er dukket frem fra gemmerne.
For engang boede Frank Damgaard sammen med sin oldefar. Det skete, da Frank var blevet en ung mand og havde et værelse hos sine bedsteforældre i Augustenborg på Als.

I julen 1959

Da han var spæd, boede han med sine forældre i Augustenborg. Hans forældre havde mødt hinanden som helt unge. Frank blev født i 1958, og kort efter fødslen blev faren indkaldt som soldat ved Livgarden i København.
Her indtraf katastrofen. I julen 1959, da hans mor igen var gravid, tog faren sit eget liv ved at skyde sig på kasernen. Først langt senere, som teenager, fik Frank kendskab til, hvad der var sket. Indtil da, troede han, det var en ulykke.
Og helt tilfældigt fik han kontakt til en, der havde været soldet i samme deling. Han kunne fortælle om et sygt miljø, nogle vanvittige forhold.
“Tre i samme deling tog deres eget liv. Der var ting, der drev dem ud i det, og der var tale om en retssag mod en delingsfører, men tiden efter krigen var ikke til retssager mod Forsvaret,” siger han i dag.
Hans mor var 22, da hun i 1960 fødte Franks lillebror. Familien var da flyttet ind i en lejlighed ovenover hans fars forældre i Augustenborg.
Da Frank var fem-seks år, mødte hans mor en ny mand, og de flyttede til en lille by nær Brovst.
Her kunne barnelivet have udfoldet sig, men seks år gammel sidder han med sin bror i en vejkant og leger, mens moren stod og kiggede ud af køkkenvinduet - da broren pludselig træder ud foran en bil, rammes, kastes højt op i luften og bliver dræbt.
“Han skreg, det var meget voldsomt,” husker han.

Familien var ramt

Efter ulykken fik Frank psykiske problemer: “Jeg gjorde mærkelige ting,” siger han - og en periode kom han på et behandlingshjem for sindslidelser.
“Min mor kunne ikke magte situationen, og jeg havde problemer med min nye far. Jeg var også indlagt i halvanden måned med en bughulebetændelse. Så min mor kontaktede min farmor og farfar og aftalte, at jeg kunne bo hos dem.”
Og sådan blev det. Fra 2. klasse.

Oldefar med spræl i

Men her var det heller ikke let. Sorgen og selvbebrejdelsen over tabet af bedsteforældrenes eneste søn og Franks far lå tungt over stemningen.
“Han var mine bedsteforældres eneste barn, og der var megen tristhed,” husker han.
Men der var også livsenergi. Hans oldefar - Kristoffer Konrad Fischer - kom på aftægt, og boede der også. Og i en alder af 90 år tog han endnu opgaver som cykelvikar på egnens skoler. Og når han handlede i byens boghandel, yndede ejeren at stikke ham to tal ud med fire cifre for at teste, om han stadig kunne gange dem i hovedet og få det rigtige resultat. Og det ku' han.
Om det er derfra, Frank har et gen med tal i, ved han ikke - men Frank kom senere til at læse matematik på universitetet.

Alt kom tilbage

Farens selvmord kom tilbage, da han i konfirmationsalderen fik kendskab til den rette sammenhæng. Det resulterede i nogle voldsomme mareridt, og han fik at vide, at han sov med åbne øje.
“Da jeg for en psykiater beskrev, hvordan jeg havde det, fik jeg bevilget et terapiforløb,” fortæller han.
Her fik han samlet sig selv op igen. Men det var ikke sidste dyk.
Godt 18 år gammel var han på vej til en fest efter en koncert på Kegnæs på Sydals, da en af hans bedste venner, som han havde spillet musik med i flere år, gik i forvejen og blev ramt og dræbt af en af de andre biler, der var med.
“Jeg sad med ham i en halv time, før der kom en ambulance. Da vendte alt tilbage, men med dobbelt kraft,” siger han.
“Men jeg har også været heldig, at jeg har haft de rigtige mennesker omkring mig. Og jeg har lært meget. Man siger, at hvad der ikke slår dig ihjel, det gør dig stærkere. Jeg siger 'rend mig i røven'. Men de ting har været med til at gøre mig til den, jeg er. Du skal ikke taget noget for givet, du skal være tilstede i nuet og følge dit hjerte. Ikke, så du skider på andre mennesker - det skal man passe på, når man lader sig styre emotionelt,” siger han.
“Så jeg har lært meget. Jeg ville gerne have lært det til en billigere pris. Men den mulighed var der ikke,” siger han.

Et indhold i livet

Han blev boende hos bedsteforældrene - til sidst i sin egen lejlighed - til han var 23 år.
“Dem, der klarer sig til trods - og det har man set mange steder, også i de tyske koncentrationslejre - det er dem, der har noget, de brænder for. Det er bare vigtigt, og i dag er der desværre rigtig mange unge, der ingenting har,” siger han.

Publiceret 29 December 2017 11:45

SENESTE TV