Handicappris til læsehund

Handicaprådet i Skanderborg har tildelt den 10-årige labrador Cosmo og dens ejer, Elisabeth Schriver, Handicapprisen 2017

Skanderborgs første certificerede læsehunde-team, Elisabeth Schriver og hunden Cosmo, er modtagere af Handicapprisen 2017 i Skanderborg Kommune.
LÆS OGSÅ: Skanderborgs første skolehunde Malik klarede eksamensræset 
”Prisen får Elisabeth og Cosmo, fordi de gør et stort, frivilligt arbejde for børn med læsevanskeligheder. Med læsehunden får børnene en positiv og anderledes læseoplevelse.
 
De bliver helt rolige og bliver bedre til at koncentrere sig, og oplevelsen med læsehunden giver dem lyst til at læse mere,” forklarer Handicaprådets formand, Johannes Østergaard Jørgensen.
 

Prisen bestod af et diplom til både Elisabeth og Cosmo, et krus, godter til Cosmo samt 5000 kroner. Samtidig gav Handicaprådet 5000 kroner til Foreningen Læsehundes arbejde med at øge børns læselyst og selvtillid.
 

”Jeg er meget glad og beæret over den anerkendelse, og så er jeg stolt af min hund. Han gør et fantastisk stykke arbejde. Han er så god til at læse børnene og se, hvad de har brug for. Er de lidt urolige, så læner han sig trygt ind over dem med sine 40 kilo. Jeg kan se, hvor meget tryghed, der er i at nusse med ham. Når børnene mærker hans ro og varme, så falde de også selv helt til ro, og kan bedre koncentrere sig,” fortæller Elisabeth.

Certificeret læsehund

Sammen med Cosmo startede hun sidste sommer på Skanderborg Bibliotek, og efterspørgslen efter timer med læsehunden er stor. Elisabeth og Cosmo er allerde booket fuldt op frem til næste sommerferie.
 

”Inden vi blev godkendt og certificerede som læsehundeteam, har vi været på kursus og er blevet uddannet i konceptet hos foreningen Læsehunde. Jeg har fået nogle redskaber og er blevet klædt rigtig godt på til at arbejde med børn med læsevanskelligheder. Og Cosmo er blevet vurderet i forhold til lydighed og temperament, og hvordan han reagerer i samspil med et ukendt barn,” forklarer Elisabeth.
 

De børn, hun og Cosmo læser med, kan være børn med ADHD, autisme eller ordblindhed, men Elisabeth går ikke op i diagnoser.
 

”Det er børn, der har svært ved at læse og som mangler lyst til at træne læsning derhjemme. Cosmo er rolig og nærværende og får dem til at åbne op. De får en positiv og god læseoplevelse sammen med ham. Han lytter tålmodigt, dømmer ikke og retter ikke.”
 

Når børnene først gang læser med Cosmo, får de en lille hundebamse, som de skal læse højt for derhjemme. De får også et bogmærke med et foto af Cosmo og dem selv.
 

”Så Cosmo er med dem allevegne, og støtter dem i at træne. De må gerne læse lette ting - det vigtige er, at de bare læser og læser og læser,” understreger Elisabeth.

Caption Caption

Caption Caption

Vigtig succesoplevelse

Et forløb med en læsehund varer typisk seks lektioner, men tilrettelægges individuelt og nogle børn får et par ekstra timer med Cosmo.
 

”Vi mødes altid på biblioteket, hvor vi har indrettet et hyggeligt læsehjørne. Første gang snakker jeg lidt med barnet om, hvad det har af interesser og om der er nogle særlige bøger, der gerne vil læse, og så finder vi en bog sammen. Og så læser vi en tyve minutters tid. Her er Cosmo rigtig god, fordi han med det samme bygger bro mellem barnet og mig, så de er helt trygge.”
 

Efter de seks lektioner får barnet et diplom. Resultaterne taler for sig selv. Allerede efter få timer sammen med læsehunden, kan Elisabeth se en forandring.
 

”Det er en succeshistorie. Vi besøger også barnets skole, og jeg hører på tilbagemeldingerne fra lærerne, at også de kan mærke forandringen. De fortæller, at de kan mærke, barnet har fået ro på, og for eksempel tør stå op nu og læse højt for klassen. Det er vigtigt, at børnene får sådan en succesoplevelse,” konstaterer Elisabeth.
 

Arbejdet med børnene og læsehunden får Elisabeth ingen løn for. Det er frivilligt arbejde og et tilbud, der er gratis for børnene og deres forældre.
 

”Jeg gør det, fordi jeg har en skøn hund, der kan præstere noget og give børnene en god ballast, der gavner dem for altid. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig andet frivilligt arbejde, der ville være lige så skønt.”
 
 
Fakta om Læsehunde:
 
Foreningen Læsehunde står bag mere end 60 læseteams rundt om i Danmark, hvor børn i 1.-5. klasse med læsevanskeligheder gratis kan få hjælp
 

I 2017 fik mere end 300 børn hjælp af en læsehund. Barnet læser højt for hunden – hunden dømmer eller retter ikke
 

Læsningen foregår på et bibliotek eller en skole i nærheden af barnets bopæl
 

Hunden og ejeren arbejder frivilligt, og læsehundene er certificerede og godkendt af fagfolk
I januar starter en ny læsehund, Tøffe, op på Hørning bibliotek
 

Læs mere om læsehunde i Skanderborg på www.laesehunde.dk/tag/skanderborg
 

Publiceret 25 December 2017 11:45

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV