Liberal Alliance er ude - DF er inde med tre

Der opstod pludselig et drama, da LA-mandat skiftede til DF

Af
Jørgen Bollerup Hansen

Jørgen Bollerup Hansen

Mens der endnu ved 02-tiden natten til onsdag endnu sad en hel del i valgets hovedkvarter på Fælleden og ventede på at få navnene på de 29, der udgør det nye byråd - sprang der en bombe: Liberal Alliance kommer alligevel ikke i byrådet.
Den plads, LA så ud til at vinde, går i stedet til Dansk Folkepartis Kjeld Jensen fra Hørning.
Linda Andrea (LA) var rystet, og havde ingen kommentarer. Hun bad derimod valgets praktiske ledelse fortælle, hvordan fintællingen foregår onsdag (i dag, Red.), og hvordan Liberal Alliance kan kræve omtælling.
Faktisk sker der onsdag under alle omstændigheder en ny tælling af alle stemmer. Det starter kl. 09, og resultatet vil først være kendt over middag. Hvis valgbestyrelsen så godkender valgets resultat - og Liberal Alliance stadig er utilfreds med resultatet, eller tvivler på det, kan partiet klage til Indenrigsministeriet inden for en uge.

Overraskelse hos DF

Samtidig var der både benovelse og glæde i Dansk Folkeparti. Og især hos Kjeld Jensen, partiets kandidat fra Hørning.
 
“Det er jo det, jeg har kæmpet for, så jeg er rigtig glad for det, hvis jeg kommer i byrådet. Jeg vil meget gerne i Miljø- og Planudvalget,” siger Kjeld Jensen.
 
Partifællen John Haarup Laursen er også glad for overraskelsen - om end partiet er lidt forsigtige med at glæde sig allerede nu.
 
“Men bliver vi tre i byrådsgruppen, betyder det, at vi kan være repræsenteret i flere udvalg,” siger John Haarup Laursen (DF).

Publiceret 22 November 2017 03:00

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV