Jannie er en super-taber:

Hun er nu 54 kilo lettere

Jannie Lykke Pedersen med rekordstort vægttab skal med i ’Slimmer of the Year’

Af
Erland Rasmussen

Erland Rasmussen

Jannie Lykke Pedersen føler sig på mange måder som et nyt menneske.
Det er der ikke noget at sige til, for hun har faktisk tabt sig så meget, at det regnet i kropsvægt svarer til, hun tidligere bar rundt på en ekstra person.
LÆS OGSÅ: Jannie er på vej mod et nyt liv
Den 32-årige kvinde, som til daglig arbejder som socialpædagog på et af Skanderborg Kommunes bostæder, har tabt sig 54 kilo.

NU. Jannie Lykke Pedersen har tabt sig 54 kilo.

NU. Jannie Lykke Pedersen har tabt sig 54 kilo.

Rekordhøjt vægttab

Vægten var nået op på 137,4 kilo i marts 2016, da Jannie Lykke Pedersen begyndte på Cambridge Vægtplan med ernæringsvejleder Janneke Provst fra firmaet 'Et Lettere Liv' i Hørning på sidelinjen som hjælper.
Det rekordhøje vægttab førte til, at Jannie Lykke Pedersen vandt den danske udgave om at blive 'Slimmer of the Year'. Det skete i august.
Med æren følger, at Slanke-Jannie er gået videre og skal repræsentere de danske farver i den internationale del af konkurrencen, som foregår i England 16.-18. november. Det er Cambridge Vægtplan, der står bag 'Slimmer of the Year'.
Jannie glæder sig til at deltage, selv om hun også erkender, at hun slet ikke er vild med at være midtpunkt.
“Det er en grænseoverskridende proces med både omtale i avisen, på Facebook og Instagram og når jeg skal stå foran mange mennesker i England. Men det kommer til at lære mig noget om at tro mere på sig selv, og jeg glæder mig også til at møde de andre fra de øvrige lande, som også har kæmpet for at tabe sig,” siger Jannie Lykke Pedersen.

FØR. Vægten var nået op på 137,4 kilo i marts 2016.

FØR. Vægten var nået op på 137,4 kilo i marts 2016.

Det må gerne inspirere

Hun har lavet en side på Instagram om sin rejse mod et lettere liv. Det gør hun i håbet om, at andre kan finde inspiration, ligesom hun selv gjorde, da hun læste om Maria, som også opnåede et stort vægttab og repræsenterede Danmark og Skanderborg i Slimmer-finalen i England.
“Jeg er ikke personen, der kan lide at føre mig frem, men jeg kan godt lide tilbagemeldinger om, at folk bliver inspireret til at gå i gang selv. Jeg kan jo også mærke, hvor meget det har gjort for mig, hjulpet mig og ændret mit liv,” uddyber Jannie Lykke Pedersen.
I det sidste halve år, inden hun begyndte at tabe sig, følte Jannie, at det var svært at se positivt på tilværelsen.
“Alt blev mere og mere negativt både privat, i mit forhold og med mit arbejde. Men nu ser jeg igen positive ting i det hele, og jeg føler, at jeg er blevet et bedre menneske, en bedre pædagog og kollega, efter at jeg har tabt mig. Jeg er blevet bedre til at være mig og forstå, hvad jeg gerne vil. Jeg vil ikke længere nøjes med som før, fordi jeg ikke troede, at jeg fortjente bedre, og jeg vil heller ikke finde mig i alt. Jeg har fået mit selvværd tilbage,” lyder det fra Jannie Lykke Pedersen.

Publiceret 08 November 2017 11:45

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV