Milepæl:

Gruppe bag nyt hospice har nu en million kroner

Hospice Østjylland har 1.000 medlemmer og en byggegrund klar

Af
Jørgen Bollerup Hansen

Jørgen Bollerup Hansen

Støtteforeningen for Hospice Østjylland har spændt fulgt udviklingen på Hospiceområdet efter opstart af Hospice Gudenå i Brædstrup.
 
Det har dog ikke, efter to års drift, ændret på antallet af indlæggelser på hospice fra for eksempel Odder/Skanderborg området, der stadig ligger på cirka halvdelen af indlæggelser, sammenlignet med øvrige kommuner i Region Midt.
 
“En stor del af de, der ønsker at komme på Hospice, kommer det ikke, da der er for få pladser,” udtaler Villy Helleskov, formand for Støtteforeningen for Hospice Østjylland.

Der er klart et behov

Det første hospice åbnede i Danmark for 25 år siden. I dag findes der 20 hospicer fordelt over hele landet med i alt 261 pladser, hvilket er cirka halvdelen af det, den europæiske forening for palliation (EACP) mener er behovet.
 
“Så der bør etableres mindst et nyt hospice i Region Midt, og det bør helt klart være i Skanderborg,” siger Villy Helleskov.
 
Han er derfor meget glad for den store opbakning, der stadig er til Støtteforeningen. Foreningen har over 1.000 medlemmer, og selv om nogle falder fra, kommer der flere nye medlemmer til. 
 
Foreningen har desuden cirka en million kroner i kassen samt tilsagn om en grund på 10.000 kvadratmeter i mellem Fruering og Anebjerg i et naturskønt område ind til fredsskov. Det er en privat person, der står bag donationen, og indtil videre ønsker vedkommende at være anonym.
 
Villy Helleskov vurderer, at et hospice på 12 pladser vil være den rette størrelse, rent driftsmæssig.

Generalforsamling

Støtteforeningen holder generalforsamling mandag 30. oktober kl. 19,30 i Kirkecentret, Kirkebakken 4 i Skanderborg.
 
Generalforsamlingen indledes med et foredrag af den nyvalgte formand for Hospice Forum Danmark og Regionsrådsmedlem Olav Nørgaard, med titlen 'Hospice nu og i fremtiden'.
 
Alle, også ikke medlemmer, er velkomne til både foredrag og generalforsamling.

null

Publiceret 23 October 2017 20:00

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV