Nu har de fået deres dom:

Brændte klubhus ned da de var 15 og 16 år

De to dømte drenge fra Skanderborg slipper dog for at skulle ruske tremmer

Af
Claus Sonne

To drenge på henholdsvis 16 og 18 år, begge fra Skanderborg, er ved Retten i Horsens blevet dømt for en en række forskellige lovovertrædelser, hvoraf den væsentligste handler om ildspåsættelse.

16. december 2017 ved 3-tiden begik de to drenge indbrud i en træbygning tilhørende HI-Skanderborg Petanque. På det tidspunkt var drengene 15 og 16 år gamle. Duoen fandt ikke noget at stjæle, hvorefter de satte ild til bygningen, der brændte ned. Skaderne er opgjort til knap 524.000 kroner.

De to drenge blev ved Retten i Horsens begge idømt 8 månders fængsel, der i begge tilfælde er gjort betinget med en prøvetid på to år fra dommens afsigelse. De dømte skal desuden være under opsyn af kommunen (indtil man fylder 18) og kriminalforsorgen i prøvetidsperioden.

De to drenge er desuden dømt for fra 25.-26. december 2017 at have begået indbrud i en villa på Isagervej i Ry. Her blev udbyttet tre guitarer, en pung, et par solbriller, et Apple-TV samt en jakke. Den samlede værdi er lige godt 22.000 kroner.

Den 18-årige blev desuden dømt for at have begået hærværk i området omkring Kunnerupparken i Hasselager først i september 2016. Sammen med to andre spraymalede han på en række porte, husmure, biler og skilte, hvilket forårsagede skader for cirka 15.000 kroner.

Den 18-årige var ligeledes dømt for i et venteværelse på politistationen i Horsens at havde ridset sine initialer ind i en væg. Det skete 28. februar 2018.

Publiceret 10 September 2019 19:30