Foto: Google Maps

Foto: Google Maps

Tyske turister udsat for ubehageligt indbrud:

Tyv var i autocamper, mens ægtepar sov

Ældre tysk ægtepar fik uventet besøg under ophold på rasteplads

Der er ikke noget at sige til, hvis to tyske turister har noget ubehag, efter de havde indbrud i deres autocamper.

De to ægtefæller, der er på ferie i Danmark, var nemlig i autocamperen og sov, da en ukendt gerningsmand brød ind i den.

Men parret hørte intet.

"Enten så har der været nogle høreproblemer, eller også er der tale om en usædvanligt dygtig gerningsmand," lyder det fra politikommissær Jesper Christensen, Sydøstjyllands Politi.

Indbruddet i autocamperen skete mellem søndag klokken 23.30 og mandag morgen klokken 09, mens den var parkeret på den østlige rasteplads ved Ejer Bavnehøj.

Det tyske par havde låst døre og vinduer til autocamperen, men alligevel lykkedes det tyven at opbryde venstre fordør og en kabinedør.

Fra kabinen blev der stjålet et herrearmbåndsur og nogle kontanter.

Det var den tyske mand, der er 67 år gammel, som anmeldte indbruddet til politiet.

dp

Publiceret 18 June 2019 09:22