Pinsen har budt på adskillige indbrud.

Pinsen har budt på adskillige indbrud. Modelfoto: Adobe Stock

Fem boliger udsat for indbrud i pinseferien

Tre villaer i Stilling, en i Virring og en i Ry har haft indbrud i pinsen

Af
Jeppe Rafn

Der har været en håndfuld indbrud i private hjem i Skanderborg Kommune i løbet af pinsen.

Tre af dem er gået udover beboere i Stilling, der alle har fået stjålet smykker og en bærbar computer.

På Damgårdsvej blev der begået et indbrud 9. juni klokken 02.55. Det specifikke tidspunkt kan muligvis skyldes, at indbruddet har udløst en alarm, men politiet kan ikke sige det med sikkerhed, oplyser politikommissær Lars Elmstrøm, Sydøstjyllands Politi. Tyvene har brudt et vindue op og har udover smykker og en bærbar computer taget højtalere med sig.

Ligeledes på Damgårdsvej har der været et indbrud i en anden bolig, hvor gerningspersonen er kommet ind ved at bryde et vindue på badeværelset op. Det er sket på et tidspunkt mellem 8. juni klokken 10 og 9. juni klokken 14.30.

Det tredje indbrud i Stilling er begået på Lodbrogsvej mellem 7. juni klokken 16 og 9. juni klokken 12.50.

I Virring har der været indbrud mellem 8. juni klokken 24 og 10. juni klokken 16.20 i Skovkildeparken, hvor en terrassedør er opbrudt. På anmeldestidspunktet var der ikke vished over, hvad der var taget ved dette indbrud.

Endelig er der stjålet smykker og et kamera fra en bolig på Ny Kirkevej i Ry. Det er begået mellem 5. juni klokken 16 og 10. juni klokken 14.30.

Publiceret 11 June 2019 13:15

SENESTE TV