Modelfoto af indbrud.

Modelfoto: Foto: Adobe Stock

Indbrudsbølge i kommunen:

Politiet har fået mange anmeldelser i løbet af weekenden

Sydøstjyllands Politi har modtaget otte indbrudsanmeldelser i løbet af weekenden i Skanderborg Kommune

Politiet har haft travlt i weekenden med at rykke ud til indbrud, der er sket i private hjem i Skanderborg Kommune. Syv anmeldelser har politiet således modtaget i løbet af lørdag og søndag, oplyser politikommissær Mick Clausen fra Sydøstjyllands Politi.

Lørdag fra klokken 01.30 til klokken 19 har der været indbrud i Æblehaven i Skanderborg, hvor der blev sikret overvågningsbilleder med lyd. Fra overvågningen kan politiet konstatere, at den ene af de to gerningsmænd haltede på sit ene ben og at der formentlig blev talt på et østeuropæisk sprog under indbruddet. Fra stedet blev der stjålet smykker og kontanter.

Politiet formoder, at de samme gerningsmænd også står bag et andet indbrud, der blev anmeldt i weekenden. Det skete på Damgårdsvej i Skanderborg fra lørdag klokken otte til søndag klokken 17.30. Ud fra overvågningsbilleder formoder politiet, at der er tale om de samme gerningsmænd. Også ved det indbrud blev der stjålet smykker og kontanter.

På samme vej og i samme tidsrum var der også indbrud i et andet hjem på Damgårdsvej. Her blev der stjålet smykker.

På Peders Toft i Hørning har der lørdag fra klokken 19 til 21 været indbrud i en villa. Der er endnu ikke et overblik over, hvad der er blevet stjålet.

På Søvænget i Ry har der fra onsdag til søndag været indbrud i en villa. Her er der blevet stjålet et musikanlæg, højtalere, en lampe samt et mindre beløb i kontanter.

På Tulstrupvej i Ry har der været indbrud fra torsdag klokken 12 til søndag klokken 14. Her er der endnu ikke et overblik over, hvad der er blevet stjålet, men det er formentlig smykker, oplyser Mick Clausen.

I Kirsebærhaven i Skanderborg har der været indbrud i et hjem, hvor der er blevet stjålet ure og smykker fra stedet. Det er sket fra onsdag klokken 18 til søndag klokken 15.20.

Fra fredag klokken 21 til lørdag klokken 04.30 har der været indbrud på Klostervej i Skanderborg. Der blev dog tilsyneladende ikke stjålet noget.

jwh

Publiceret 03 June 2019 11:49