Bilinspektøren har afmærket det sted på Jens Juuls Vej i Viby, hvor motorcyklist blev dræbt i en ulykke.

Bilinspektøren har afmærket det sted på Jens Juuls Vej i Viby, hvor motorcyklist blev dræbt i en ulykke. Foto: byrd/Rasmus Laurvig.

54-årig mand dræbt i færdselsulykke i Aarhus

Motorcyklist fra Hørning-Skanderborg området er død efter sammenstød med bil

Af
Jeppe Rafn

En 54-årig mand fra Hørning/Skanderborg-området er onsdag eftermiddag blevet dræbt i en færdselsulykke på Jens Juuls Vej i Viby. Det oplyser Østjyllands Politis vagtchef Lars Bisgaard til Lokalavisen.

Den afdøde mand kørte på motorcykel og døde som følge af et sammenstød med en bil. Ifølge politiets foreløbige undersøgelser tyder det på, at bilen kom fra en sidevej og kørte ud foran motorcyklen, der forsøgte at bremse og undvige.

Ulykken blev anmeldt onsdag klokken 15.37, og de pårørende har fået besked.

Som altid ved alvorlige ulykker er der tilkaldt en bilinspektør for at undersøge, hvordan ulykken skete.

Vagtchefen fortæller, at der begynder at komme en del motorcyklister på vejene på grund af det gode vejr, og han opfordrer bilister til at være opmærksom på motorcyklisterne.

Publiceret 20 March 2019 18:27