Pengeskab stjålet på Knudsøskolen i Ry:

Det er andet indbrud på bare to dage

Knudsøskolen i Ry har natten til torsdag haft indbrud, hvor der er blevet stjålet et pengeskab med ukendte værdier

Tirsdag var der indbrud på Knudsøskolen i Ry, og natten til torsdag skete det så igen. Det oplyser Mick Clausen fra Sydøstjyllands Politi.

Ved det seneste indbrud blev der stjålet et pengeskab indeholdende ukendte værdier. Indbruddet fandt sted ved, at et vindue blev brudt op med enten spark eller skub. Efterfølgende var gerningsmændene inde på skolens kontor og i en fordelingsgang, oplyser Mick Clausen, der samtidig tilføjer, at nattens indbrud blev begået med samme fremgangsmåde som tirsdagens indbrud.

Politiet blev gjort opmærksom på indbruddet, idet skolens alarm gik klokken 00.10.

Mick Clausen oplyser, at begge indbrud fortsat bliver efterforsket.

jwh

Publiceret 14 March 2019 09:59