Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Politiet advarer:

Mystisk tyv brød ind hos 86-årig og spurgte efter en bestemt person

En ældre mand i Skanderborg blev fredag morgen i sidste uge udsat for et noget specielt indbrud

Af
Jonas Wrede Hansen

En 86-årig mand fra Skanderborg kom fredag morgen i sidste uge ud for en noget ubehagelig oplevelse i sit hjem på Lillesøvej. Det fortæller Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi.

Klokken 09.45 stod der pludselig en fremmede mand i stuen, som var brudt ind i huset.

"Manden spørger efter en, der hedder Michelle eller Mikkel, og så skynder han sig ud derfra," fortæller Poul Steffensen.

Efterfølgende konstaterede manden, at han manglede en pung, hvori der var 1500 kroner i kontanter. Desværre fik den 86-årige mand ikke noget signalement af den mystiske tyv. Poul Steffensen opfordrer derfor nu borgere i Skanderborg til at være opmærksom på den ukendte gerningsmand eller folk, der bruger samme snedige taktik til at stjæle.

"De har et eller andet spørgsmål klar, når de bliver opdaget," fortæller han.

Publiceret 07 January 2019 10:15