Ældre kvinde brændte inde i stuelejlighed i Hørning.

Ældre kvinde brændte inde i stuelejlighed i Hørning. Foto: byrd/Rasmus Laurvig

Indebrændt person er blevet identificeret

Dødsoffer identificeret og de pårørende er underrettet

Af
Jeppe Rafn

Sydøstjyllands Politi har identificeret den person, som i dag indebrændte i en lejlighed i en etageejendom i Møllevænget i Hørning.

Samtidig er de sidste pårørende her til aften blevet underrettet, så politiet kan oplyse, at det er lejlighedens beboer, der er brændt inde.

Den afdøde er en 74-årig kvinde, som ifølge politiets oplysninger boede alene i stuelejligheden i Møllevænget 57.

"Dødsårsagen er ikke fastslået, så der skal laves en obduktion, men der er ikke umiddelbart noget mistænksomt ved branden. Branden opstod formentlig i køkkenet, men vi kender ikke brandårsagen. Køkkenet er udbrændt, og der skal nu laves kriminaltekniske undersøgelser," fortæller politiets efterforskningleder, politikommissær Henrik Wulff.

Politikommissæren opfordrer samtidig folk til at være opmærksom på tændte sterinlys og juledekorationer her i december måned.

Publiceret 18 December 2018 11:30