En person indebrændte i stuelejlighed i Møllevænget i Hørning.

En person indebrændte i stuelejlighed i Møllevænget i Hørning. Foto: Localeyes.dk

Røgdykkere kunne ikke nå at redde person ud i live fra voldsom brand i Hørning

Kraftig forbrændt person død i brand i lejlighed

Af
Jeppe Rafn

Østjyllands Brandvæsen blev mandag kl. 12.16 kaldt ud til en brand i en lejlighed i Møllevænget i Hørning.

Indsatsleder Thomas Jørgensen oplyser, at man på vej derud fik at vide, der var en person inde i lejligheden.

"Vi var på stedet 5-6 minutter efter anmeldelsen og sender røgdykkere ind i stuelejligheden, der brænder kraftigt. De finder en person omkring køkkenet, hvor branden ser ud til at være startet, og får personen ud og videregivet til ambulancefolkene," fortæller indsatslederen.

"Det var en fuldt udviklet rumbrand i køkkenet og gangen, og hele lejligheden var utrolig varm. Røgen var 5-600 grader varm," fortæller indsatsleder Thomas Jørgensen, Østjyllands Brandvæsen.

Personen var så voldsomt forbrændt, at man ikke kunne se, om det var en mand eller kvinde, og Sydøstjyllands Politi har bekræftet, at personen er død.

Reddet ned fra altaner

På bagsiden af bygningen stod der tre personer på altaner over den brændende lejlighed. De kunne ikke komme ud på grund af kraftig røg i opgangen, men var ikke i fare, fordi der ikke var meget røg i deres lejligheder. De blev reddet ned med stiger, oplyser indsatslederen.

De øvrige beboere i opgangen, der var hjemme, var selv kommet ud af ejendommen. Der er ni lejligheder i opgangen, der er kraftigt røgskadet, og alle beboerne skal derfor genhuses, oplyser indsatslederen fra Østjyllands Brandvæsen.

Den kraftige brand og varme fra lejligheden i stueetagen betød, at vinduerne sprang i lejligheden ovenover.

Se flere billeder og video på localeyes.dk

Publiceret 17 December 2018 15:01