Modelfoto

Indbrud i Stilling: 20 stjålne fjernsyn er fundet i Aarhus

Fjernsyn stjålet på lager i Stilling er blevet fundet på en adresse i Aarhus

Af
Jeppe Rafn

Politiet har fundet frem til en del af de 40-50 fjernsyn, som i weekenden blev stjålet ved et indbrud i virksomheden BFT Logistik i Stilling.

Efterforskningen førte politiet på sporet af en adresse på Gammel Viborgvej i Tilst, som man mandag eftermiddag klokken 13.20 begyndte at ransage. Her fandt politiet omkring 20 af de fjernsyn, der blev stjålet fra lageret i Stilling.

Under ransagningen kom en 27-årig kvindelig beboer hjem. Hun blev anholdt og sigtet for indbruddet, hvorefter hun blev afhørt og blev løsladt igen mandag aften klokken 21.15.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at indbruddet i Stilling fandt sted lørdag aften mellem klokken 22 og 23. Det blev opdaget tidligt mandag morgen, da en ansat mødte ind til flere åbne porte.

På en overvågningsvideo fra indbruddet i Stilling kan man se en kassevogn samt tre personer i joggingbukser og hættettrøjer.

jr

Publiceret 30 October 2018 09:39

SENESTE TV